Venstrefløjen er presset af højrefløjens indvandrerfortællinger

SF og venstrefløjen er de sidste 15 år nærmest blevet trykket op af en mur af alle de andres fortællinger om indvandrere. Det har været svært for SF og venstrefløjen at bevæge sig uden for de andres fortællinger. Det var deres fortællinger, der var og er det almindelige udgangspunkt for enhver politisk handling. En stor del af disse fortællinger har ikke hold i virkeligheden. SF og venstrefløjen har ikke formået at viderebringe sine billeder af indvandrer-virkeligheden, og er derfor i defensiven.

Det spjæt, vi så fra Villy, da han udskreg sin vrede mod Hizb ut Tahir, var i høj grad en følge af ‘de andres’ fortællinger om ‘de fremmede’. Det var en måde at komme ind i debatten på, selvom det bidrog til at udbrede højrefløjens og i sær DF’s billede af virkeligheden. Det var også en følge af, at SF enten ikke havde andre fortællinger eller ikke turde komme med dem.

Højrefløjens billeder af indvandrervirkeligheden rammer som regel noget af sandheden. Deres billede af virkeligheden bliver imidlertid falsk, når de forsøger at blæse begivenheder op til at være almene blandt indvandrere.

Det er i høj grad tilfældet i udsatte boligområder. Det er her lykkedes at få skabt billeder, så de fleste borgere tænker dem som fyldt – eller næsten overfyldt – med kriminelle. Lars Lykke omtalte i sin åbningstale til Folketinget i 2010 dem som sorte huller – underforstået farlige områder med ballade og kriminalitet. Når partierne har vedtaget ‘ghetto’ indsatser, så har de midler og den retorik, der har ledsaget dem været præget af denne holdning. Det gælder også de forlig, SF har været med i herom.

Virkeligheden er, at langt de fleste beboere i de udsatte boligområder opfører sig, som de skal. Der blev for en ca. 5 år siden lavet en opgørelse af, hvor mange der var sigtet for noget kriminelt i nogle af de hårdeste områder og sammenlignet med ‘almindelige’ boligområder i de samme kommuner.

I de almindelige boligområder var 99 pct IKKE sigtet for kriminalitet. I de udsatte boligområder var 98 pct IKKE sigtet for kriminalitet. Med andre ord langt de fleste beboere i de udsatte boligområder er som beboere flest. Der er godt nok dobbelt så mange sigtede i de udsatte boligområder. Det skal der selvfølgelig sættes ind overfor, men de 98 pct behøver man ikke ekstra politistyrker til. Spørger man politi, socialarbejdere får man samme svar som ovenstående tal. Det er typisk omkring 1 pct af husstandene, der har unge, som laver ballade.

De billeder højrefløjen har skabt af de udsatte boligområder ville svare til et billede, hvor almindelige beboere i et almindeligt ‘hvidt’ dansk boligområde blev til suspekte personer, hvis der flyttede en rockergruppe ind i boligområdet.

Selvfølgelig skal SF gå op imod kvindeundertrykkelse og ikke-ligestilling i indvandrerkulturer. Det mener jeg SF altid har gjort. Jeg husker ikke andet, men det ville være lettere for SF, hvis det almene billede af indvandrere ikke var så fordrejet. Det er derfor i høj grad også en opgave for SF aktivt at bidrage til andre billeder af indvandrere end højrefløjens forvanskede billeder.

,