Erfaringer med SF’s regeringsdeltagelse

Evaluering af SFs regeringsdeltagelse – som pdf-fil

SF har sat en evaluering af SF’s regeringsdeltagelse i gang. Det var nogle hårde år for SF i regeringen fra 2011 og til 2014. Årene op til var også markante. Det gik grueligt galt for SF. SF gik fra knap 20 pct. i meningsmålinger til ca. 4 pct. på kun ca. 5 år. Det er en næsten historisk nedtur for et parti.

Det er derfor godt, at SF nu vil søge at lære af begivenhederne dengang og dermed forhåbentlig få et bedre grundlag til at komme videre på.

Jeg har nedenfor gjort mine erfaringer med perioden op. Det er primært skrevet til SF’ere. Hvis du ikke er medlem af SF og vil læse om, hvor galt det gik og hvorfor, så kan du måske få noget ud af at læse min lange fortælling.

Det var en særlig periode. Min fortælling bliver derfor også en særlig fortælling. Det er meget blevet en fortælling, om det, jeg så nogen rive ned. Jeg har til efteråret været aktiv medlem af SF i 45 år. De første 35 år kunne min aktivitet være fokuseret på at udvikle SF. Det var sjovt og givende. De sidste 10 år har min aktivitet i høj grad været præget af arbejde med at modvirke, at nogen rev SF’s hus ned. Det har været mindre sjovt. Og slet ikke sjovt at se det forpjuskede SF, som blev resultatet. Jeg har flere gange været tæt ved at give op.

Jeg har skrevet min evaluering af SF’s regeringsdeltagelse i to dele. Den første del er formulering af de erfaringer, som jeg synes, SF bør tage med sig, hvis SF igen skulle komme i en situation, hvor regeringsdeltagelse er en mulighed. De står under overskriften ’Centrale erfaringer’. Den anden del – og det er den lange – er en beskrivelse af de forhold, som bringer mig frem til disse erfaringer. Til sidst lidt om, hvad jeg synes SF bør gøre de nærmeste år.

Det er en lang tekst. Hvis du gerne vil have den i en printervenlig udgave, kan du hente den på min hjemmeside. Brug linket her: Evaluering af SFs regeringsdeltagelse

CENTRALE ERFARINGER

  • Når SF laver kompromisser og i særdeleshed i en regering skal borgene kunne se, hvad SF har kæmpet for.
  • SF får grundlæggende magt ved at have opbakning fra befolkningen. Magten i en regering er afhængig af den folkelige opbakning.
  • SF’s politiske styrke forudsætter, at SF har en klar profil. SF må i sit samarbejde med andre ikke underminere de grundlæggende værdier profilen bygger på.
  • SF skal ikke tilpasse partiets profil for at samarbejde med et andet parti – og slet ikke udviske profilen for samarbejdets skyld. SF’s samarbejde med andre partier må kunne tage udgangspunkt i partiernes politiske profiler.
  • SF er ikke kun er et ’resultatparti’, der går efter konkrete resultater her og nu. SF er også et parti, der bygger sin magt og politik på folkelig opbakning og for opbakning til et rød/grønt samfund.
  • En regering, hvor spillereglerne kræver, at alle uenigheder mellem partierne skal holdes inden døre, kan være god for et stort parti i en regering, men dræbende for et lille parti. Det kan være en styrke, at en regering kan nå frem til løsninger midt i uenigheder. Det sidste er ærlig politik.
  • Det er afgørende, at SF både før og under en regeringsdeltagelse kan sætte egne dagsordener i det offentlige rum.
  • Når SF indgår i en regering, skal SF være indstillet på, at det kan være nødvendigt at forlade regeringen, hvis forholdene i regeringen eller regeringens politik er uholdbar for SF.
  • SF skal – på vej til og under regeringsdeltagelse – løbende vurdere forudsætninger for deltagelsen i regeringen. Det gælder især vurdering af SF’s styrke og de politiske aftalers holdbarhed for SF. Regeringsdeltagelse må aldrig blive italesat sådan, at det reelt bliver umuligt at afvise regeringsdeltagelse eller træde ud af en regering.
  • Regeringsdeltagelse gør det ekstra nødvendigt med en åben debat i SF og i særdeleshed om forhold, som medlemmer finder problematiske. Det kræver gode debatkanaler og -fora.
  • Det er vigtigt, at debat blandt SF’s medlemmer kan foregå i et fælles rum tilgængeligt for alle SF’ere, så medlemmer gennem debat kan påvirke holdninger og derigennem få indflydelse.
  • En ekskluderende debatkultur er dræbende for debat. Den forhindrer at man får gjort noget ved de problemer, som kritik peger på. Det kan gøre sager i partiet eksplosive.
  • Det er afgørende, at der er aktive kanaler fra partiforeninger til partiets ledelse, og at de minimum sikres gennem lokal repræsentation i partiets ledelse.
  • Kritik må som udgangspunkt ses som ønske om ændringer og ikke som noget der vil nedbryde. Der ligger ofte i kritiks negative formuleringer et bud eller skitser til bud på løsninger.

POLITIK OG STRATEGI FØR REGERINGSDELTAGELSEN

SF stod rigtigt stærkt i årene efter 2005 og før det intense samarbejde med Socialdemokratiet. Villy Søvndal var blevet formand. Han havde en lethed og lune, som fik hans politiske budskaber til at trænge langt ud. Opbakningen til SF voksede og nåede i meningsmålingerne næsten 20 pct. SF fik masser af nye medlemmer. SF var in.

Helle Thorning stod meget svagt. Ingen troede rigtigt på, at Helle Thorning ville være stærk nok til kunne blive statsminister. Socialdemokratiet havde derfor brug for noget af den glans, der faldt på Villy og SF.

Socialdemokrater har historisk ikke været glade for at inddrage SF. Hvad skulle de med SF. SF var jo en opkomling, der tog stemmer fra Socialdemokratiet. SF var også i Socialdemokratiets øjne et uansvarligt parti, der hellere lyttede til borgerne end til den politiske nødvendighed i Folketinget. Socialdemokraterne ser også gerne sig selv som storebror, og hvis storebror skal ændre mening på grund af lillebror, så skal det helst ikke kunne ses, at det skyldes lillebror. Det virkede som om SF’s samarbejde med Socialdemokratiet skulle passes ind i denne socialdemokratiske forståelse.

Glansen, der faldt på Villy, og det mørke, som Helle Thorning gik rundt i, bidrog til, at Socialdemokraterne overvandt deres uvilje mod et tæt samarbejde med SF.

Det vakte glæde i SF. Et samarbejde med Socialdemokratiet var jo en forudsætning for at komme i regering og komme til magten. SF brugte derfor megen energi på at overvinde Socialdemokraternes skepsis og deres uudtalte forventninger. SF brugte energi på at vise, at SF godt kunne sige noget, der ikke var i overensstemmelse med normale venstrefløjsholdninger. Når SF kørte frem med nye budskaber, var det stort set altid budskaber, der talte sig ind i diskurser til højre for SF. SF skulle vise, at de også kunne bevæge sig på de bonede gulve. Erhvervsfolk blev f.eks. inviteret til et SF landsmøde. Landsmøder blev polerede, så de ikke var fyldt med mærkværdige SF diskussioner. Nye udspil, der pegede mod venstre i det politiske spektrum var fraværende.

SF begyndte at tale om indvandrere på måder, der mindede om det, som Socialdemokratiet og højrefløjen også sagde. Der var Villys udtalelser om Hizb ut-Tahrir og Villys fordømmelse af et forældremøde på Holbergskolen for indvandrekvinder. Der var støtte til et pointsystem for familiesammenføring. Astrid Krag var flittig til at tale som de socialdemokratiske borgmestre langs Køge Bugt.

Det fortsatte op til valget i 2011, hvor Villy og SF var så fokuseret på at være eet med Socialdemokratiet, at han og andre ledende SF’ere udtalte, at de ikke kunne se forskel på SF og Socialdemokratiet.

Det gik godt i lang tid. Selvom SF talte sig ind mod højre. Selvom SF holdt lav profil med de traditionelle SF holdninger og endda talte dem ned. SF stod i mange vælgeres bevidsthed stadig med en stærk profil. SF var det rød/grønne parti og mistede ikke vælgernes tillid. SF lå stadig højt i meningsmålingerne. Det kunne kun lade sig gøre, fordi folk havde oplevet SF stå inde for grundlæggende værdier i årtier og derfor havde en stærk politisk profil.

Det gik imidlertid galt, da SF i efteråret 2010 gav sin tilslutning til et pointsystem for familiesammenføring. Da væltede det. Det var for mange vælgere at overskride en grænse – og udsalg af nogle grundlæggende værdier. Vælgerne begyndte i stort tal at forlade SF. SF droppede hastigt ned i meningsmålingerne.

SF stod før valget i 2011 med en udtværet politisk profil. Den var ikke til at se. Skulle man lede efter den, kunne man lige så godt lede efter Socialdemokratiets. SF havde på ganske få år ødelagt en stærk politisk profil. Det var ikke noget godt udgangspunkt til et folketingsvalg og slet ikke til et kommende samarbejde i en regering.

For mange begyndte SF at ligne et parti, der kun gik efter magten – og kun for magtens skyld. SF virkede som en hund, der tror, at den får ekstra lunser hos sin herrer, hvis den logrer med halen.

For SF skulle magten være midlet til skabe resultater. Det var kernen i målet med magten. SF glemte imidlertid, at magten i en regering baserer sig på den folkelige opbakning, og at denne magt forudsætter synlig politisk profil og troværdighed – en troværdighed som kun kan bevares, hvis væsentlige værdier ikke bliver maltrakteret.

Det var markant, at SF ikke brugte den store opbakning i 06-07-08-09 til at sætte venstreorienterede dagsordener. SF’s politiske udspil var stort set alle udspil, der talte sig ind i enten højrefløjsdiskurser eller udspil, der skulle kunne forliges med Socialdemokratiet.

Ledende SF’er og i særdeleshed Thor Møger brugte ofte at nedgøre tidligere SF synspunkter, når han ville fremtræde som ’fornyer’. Det var konfliktskabende internt i SF, og det bidrog til at svække vælgeres tillid til SF.

SF så ikke, at magten i forhold til Socialdemokratiet grundlæggende er afhængig af den folkelige opbakning. Den opbakning får man ved at vise fuldt ud, hvad man står for. Den kan dårligt vedligeholdes og udvikles, når man taler med en fælles SF-socialdemokratisk stemme.

Det var politisk uklogt, at SF og Socialdemokratiet udelukkede De Radikale fra udspillet om Fair Forandring (2009), Fair Løsning (maj 2010) og Fair Løsning 2020 (maj 2011). Det var sandsynligvis også katastrofalt for regeringsprojektet. Det er meget muligt, at de Radikale var svære om at trække til truget, men det skulle de jo før eller senere alligevel. Det var på ingen måde klogt at nedgøre De Radikale med en bemærkning om, at de ikke ville få lov til at ændre en tøddel ved Fair Løsning. Det var direkte politisk dumt. Det var jo en kommende samarbejdspartner.

Havde SF og Socialdemokratiet fået inddraget De Radikale i Fair Løsning, var nogle elementer givet ikke kommet ind i Fair Løsning. Men vi havde fået en aftale mellem de tre partier, der skulle i regering. Det var sandsynligvis blevet en bedre aftale end regeringsgrundlaget fra Det Sorte Tårn. De Radikale var i 2007 og årene lige derefter svag. Magrethe Vestager var ny formand for De Radikale. Naser Kader og Anders Samuelsen var lige brudt ud af De Radikale og havde dannet Ny Alliance.

POLITIK OG STRATEGI UNDER REGERINGSDELTAGELSEN

SF var i Det Sorte Tårn i en svag position. SF havde tabt mange vælgere ved valget. SF havde tidligt i arbejdet på at komme i regering sagt, at det forudsatte et stærkt SF. Men SF fremstod efter valget ikke som et stærkt parti. Det gav imidlertid ikke anledning til overvejelser i partiet om regeringsdeltagelsen og om det måske var bedre at udøve indflydelse ’udefra’.

SF stod imidlertid ikke kun svagt i forhandlingerne, fordi SF havde tabt mange vælgere til valget. SF spillede sig også i en svag position ved at markere, at SF ville i regering. Det var uden for diskussion. De andre behøvede derfor ikke alvorligt at bekymre sig om SF. SF fulgte jo under alle omstændigheder med.

De Radikale kunne gøre sig kostbare og skulle købes. Der skulle også betales for den nedgørelse af De Radikale, som Socialdemokratiet og SF havde leveret med Fair Løsning. Det virkede endda også som om De Radikale ville have hævn – og det fik de.

Jeg er i tvivl om SF reelt var klædt politisk og fagligt godt på til forhandlingerne i Det Sorte Tårn. Det er mit indtryk, at SF alt for meget regnede med, at man blot kunne bruge Fair Løsning. Jeg er ej heller sikker på, at vores forhandlerhold var et stærkt hold.

Der var i SF overhovedet ikke nogen diskussion af regeringsgrundlaget. Der var i stedet en eufori over, at det var lykkedes – altså at komme i regering. Hvis et medlem udtrykte blot tvivl om de økonomiske dele af regeringsgrundlaget blev det afvist som pessimisme. Den tvivlende kunne også blive anklaget for ikke at ville, at SF skulle i regering. Med en sådan anklage var ikke kun al debat ude. Personen, der tvivlede, var også uden for det gode selskab.

Allerede under forhandlingerne viste SF to store svagheder. For det første: Man er svag i at samarbejde, når man tolererer at blive behandlet dårligt og ikke er indstillet på om nødvendigt at forlade samarbejdet.

For det andet: SF havde sat selve regeringsdeltagelsen så højt på sin politiske dagsorden, at nye omstændigheder ikke kunne sætte regeringsdeltagelsen til overvejelse. SF glemte undervejs, at det tidligere havde været en forudsætning, at SF gik ind i en regering med en stærk opbakning fra befolkningen. Den var væk i 2011.

Da regeringen begyndte at fungere, viste det sig hurtigt, at SF ikke kunne få lov til at vise, hvad SF stod for. Selv det mindste selvstændige udspil fra SF fik straks de to andre regeringspartnere til at sætte SF på plads. Vores ministre fortalte næsten med skræk i øjnene, at man som medlem af en regering var en del af et fælles foretagende, hvor deltagerne måtte holde sine synspunkter inden døre. Alt imens De Radikale kom med mange udspil og luftballoner.

Det blev ikke, som SF havde troet, Socialdemokratiet og SF, der skulle være par i regeringssamarbejdet. Et par der mere eller mindre skulle stå samlet over for De Radikale. Det blev De Radikale og Socialdemokratiet, der blev parret i regeringen. SF var det parti, de havde på slæb. SF var blevet den absolut svage part i regeringen.

Jeg fik nogle gange spurgt nogle af ministrene, hvorfor de fandt sig i den situation. Svaret var, at de mente, at både Socialdemokratiet og De Radikale i virkeligheden helst ville være uden SF. Det var ikke et betryggende svar, og specielt ikke, når SF ikke var villig til at udfordre denne holdning. Det sidste ville – mente nogen – medføre, at SF måtte gå ud af regeringen. SF forblev derfor i regeringen i en svag position.

Det blev katastrofalt, at folk ikke kunne se, hvad SF stod for i regeringen. SF glemte den gode regel om, at folk kan acceptere kompromisser, hvis de kan se, hvad du har kæmpet for. En stærk politisk profil kan også gøre, at folk accepterer kompromisser og stadig støtter, selvom du med kompromisset gør noget, der ikke er SF politik. En sådan profil havde SF ej heller mere.

Det virkede ej heller som om SF forsøgte at finde politiske nicher, hvor SF kunne markere sig uden at genere regeringsgrundlaget. SF benyttede ikke, at sende prøveballoner op på emner, som endnu ikke var aktuelle, men som man vidste ville blive aktuelle inden for det næste år. Miljøområdet var måske det eneste område, hvor SF kunne spille ud og havde et grundlag i regeringsgrundlaget.

Alt dette betød, at ingen kunne se, hvad SF stod for i regeringen. SF havde allerede før valget gjort sin politiske profil til den samme som Socialdemokratiets. I regeringen var SF’s profil så lig med regeringens profil.

Hertil kom en del sager, som ramte kerneområder for SF og nedgjorde væsentlige værdier for SF. De underminerede massivt SF’s troværdighed.

Den svagere regulering af indkomstoverførelser i en af finanslovene var en markant sag, som satte sig spor. Det var et angreb på en af SF’s kerneområder, som er at tage vare på de svagest stillede. Ved at give indkomstoverførelser en lavere stigning svigtede SF markant et kerneområde for SF. Og det var ikke kun det for eet år. Det var for alle år fremover, og dermed et snigende bidrag til uligheden.

SF’s holdning til lærerkonflikten og skolereformen gav store tab. Støtten til den ændrede offentlighedslov ligeså. Kontanthjælp- og flexjobreformen var problematisk for SF. Salget af DONG aktier var en sag, der ruskede alvorligt i SF som et socialistisk parti.

Betalingsringen var en særlig sag. Det var en af de få sager i regeringsgrundlaget, som der stod SF på. Den tabte vi og vi blev endda underløbet af Socialdemokratiet og De Radikale. Her var det åbenbart ok ikke at følge regeringsgrundlaget. SF var ej heller god til at køre sagen. SF var stort set tavs i offentligheden, da debatten rasede. Der gik nogle måneder, hvor den lå til forhandling mellem Corydon og Møger. I den offentlige debat led sagen det ene nederlag efter det andet. Støtten forsvandt. SF var forsat tavs. Det var som om SF troede, det var nok at forhandle med Corydon. Hertil kom, at sagen var dårlig forberedt og flere detaljer var problematiske. Sagen fik SF til at fremstå uden indflydelse i regeringen.

Der var sager, hvor man undrede sig over, hvor SF’s kritiske beredskab var henne. Det gjaldt f.eks. for TTIP, som SF’s minister for området roste. Der er også grund til at undre sig over det kritiske beredskab i sagen om salget af DONG aktier.

Togfonden er en af de få sager, som SF dengang fik og efterfølgende får kredit for.

Det svækkede SF, at Enhedslisten undveg at spille positivt med i finanslovsforhandlinger. Det udspillede sig afgørende finanslovsforhandlingerne i efteråret 2013. Her mente Enhedslisten, at det vigtigste var, at de ældre fik garanteret 2 bad om ugen. Der var i den finanslov ingen ’tidsler’ (nedskæringer) Enhedslisten skulle sluge. Den var med mange godbidder. Enhedslisten gjorde det dermed muligt for De Radikale at svinge regeringen over til de borgerlige. SF blev dermed yderligere marginaliseret i regeringen.

Det var yderst vanskeligt internt at rejse debat om, hvorledes SF skulle fungere i regeringen, og om hvorledes SF kunne markere sig bedre. Det blev betragtet som regeringsfjendtlig virksomhed. Debatkanaler internt i SF var også lukket ned. Den manglende debat om åbenlyse problemer, gjorde situationen internt mere og mere spændt.

Der blev i SF udviklet en fortælling, som internt legitimerede strategien for SF’s regeringsdeltagelse. Det hed sig, at SF var et resultatparti. I det lå, at SF var et parti, der gik efter konkrete resultater, og det gjorde man bedst, når man sad tæt ved magtens udøvelse. Det er i sig selv ikke forkert, at SF er et parti, der går efter resultater her og nu. Det er en del af SF’s DNA.

Resultatparti-fortællingen blev imidlertid brugt til at udelukke andre dimensioner i SF’s DNA. I SF’s DNA indgår også, at SF skal være folkeligt parti, der bygger sin magt på folkelig opbakning. Der indgår også, at SF skal styrke en folkelig opbakning til et rødt/grønt samfund. Det indgår ikke i den ’resultatparti-fortælling’, som ledelsen gjorde til den dominerende fortælling om SF. Det ville jo også have rejst debat, om regeringsdeltagelsen var forsvarlig på grund af manglende folkelige opbakning.

Det blev DONG sagen, der skulle få SF til at eksplodere. SF’s håndtering af denne sag var præget af to tilgange, der stod over for hinanden. En gruppering, som mente, at SF ikke skulle stemme for og at det var hjerteblod for SF ikke at sælge sin infrastruktur til en kapitalfond – og endda en af de værste. En anden gruppering for hvem SF’s forbliven i regeringen var alt afgørende.

Det sidste gruppe fik et minimalt flertal i landsledelsen – efter en uforsonlig debat, der ikke gav plads til mellemløsninger. Den efterlod for mig at se et SF uden en reel ledelse. En god ledelse kunne måske have fået SF til finde sammen om en løsning for SF. I stedet blev energien brugt til at intimidere hinanden.

Det endte som bekendt med, at Annette Wilhelmsen egenhændigt og uden at inddrage landsledelsen besluttede, at trække SF ud af regeringen. Det meddelte Annette Wilhelmsen på et møde i folketingsgruppen kort, før der skulle stemmes i folketinget. Det var uskønt at se, hvorledes gruppen omkring Annette Wilhelmsen gav skylden til tre MF’ere, der havde talt for at støtte Enhedslistens forslag om at stoppe salget af DONG.

Det viste sig, at ingen SF’ere ved afstemningen i Folketinget støttede Enhedslistens forslag. Alle SF’ere i salen stemte imod Enhedslistens forslag, om at stoppe salget af DONG aktierne. SF støttede salget i finansudvalget. Der var derfor ikke grundlag for at trække SF ud af regeringen på grund af stemmeafgivningen.

Det er relevant at spørge, om der ville have været grundlag for at smide SF ud af regeringen, hvis enkelte MF’ere havde stemt nej. Det ville ikke have bragt regeringen i mindretal. Det sker også hos Socialdemokratiet, at nogle medlemmer i sager ikke stemmer med gruppen. Det er et sjældent men ikke ukendt fænomen. Ville det være en vindersag for Helle Thorning at smide SF ud på det grundlag. Jeg tvivler.

Det er paradoksalt, at den gruppering, der havde SF forbliven i regeringen som det alt afgørende, blev den gruppe, der trak SF ud af regeringen. De har efterfølgende ikke begrundet, hvorfor de trak SF ud. De har kun beskyldt nogle MF’ere for ikke at ville stemme med SF og regeringen, uagtet at de tre MF’ere stemte med regeringen.

Måske er den reelle grund de spændinger, der havde hobet sig op i SF i årene før og under regeringsdeltagelsen. Manglende debat, udviskning af SF’s profil og accept af en uholdbar rolle i regeringen, havde givet spændinger, der var blevet så store, at en sag var nok til en nedsmeltning.

ORGANISATION

Det politiske forløb før og under regeringsdeltagelsen var koblet sammen med en organisatorisk udvikling, hvor ledelsen blev centraliseret, hvor den frie og åbne debat blev hæmmet og hvor det demokratiske ideal var demokratisk centralisme.

Det havde store konsekvenser for debatten i SF, at den større hovedbestyrelse blev lavet om til en en lille landsledelse. I den større hovedbestyrelse var det svært at holde en pluralisme nede. Den var lettere i den lille landsledelse. Landsledelsen blev en slags familie, der holdt samme og lukkede sig om sig selv.

De storkredsvalgte medlemmer røg ud af ledelsen. Det mindskede alvorligt partiforeningernes kontakt til ledelsen og omvendt.

De fælles rum for debat i SF forsvandt. Når en debat foregår i rum, som alle medlemmer har adgang til, giver det medlemmer muligheder for at påvirke holdninger i partiet og dermed også mulighed for at påvirke ledelsen. Disse fælles rum forvandt i SF.

Der var stormøder, men det var mest møder, hvor ledelsen brugte det meste af tiden til at præsentere sine synspunkter. Indlæg fra salen havde mest karakter af beskeder til ledelsen. Medlemmer kunne formulere synspunkter, som de så kunne håbe ledelsen ville tage i betragtning. Det var ikke møder, hvor vi som medlemmer kunne diskutere. Der var konferencer, træf m.m., men stort set altid med fastlagte emner, og ikke med mulighed for, at medlemmer kunne bringe deres dagsordener ud i det fælles rum.

Daglig ledelsen var uden for kontrol. Det blev afvist at lave regler for den. Den var sammensat uden regulært valg. I nogle sager tog den reelt beslutningerne fra landsledelsen.

Der havde indtil midten af 00’er været en uskreven kultur på landsmøderne, at man ikke lavede organiserede afstemningslister til valg af hovedbestyrelse/landsledelse. Det blev udbredt i Møger/Villy grupperingen. Det betød, at den gruppering fik flere personer i ledelsen end dem, som de reelt repræsenterede. Det kom derfor også som et chok for dem, at Annette Wilhelmsen fik 2/3 af stemmerne mod Astrid Krag.

Der blev udviklet en meget ekskluderende kultur i SF: ”Er du ikke med os, så er du ikke en SF’er, vi vil regne med.” Det satte sig også i sprogbruget – illustreret ved Villys optakt til et landsmøde, hvor han kaldte kritikere for ‘brokhoveder’. Det var et udtryk for, at kritik ikke var legitim. Det var også en intimidering af folk, der kritiserede uanset kritikkens indhold. Den ekskluderende kultur betød, at mange holdt kritik tilbage. Debatten i SF døde. I stedet udviklede der sig en hurra-kultur, hvor det var velset at klappe af ledelsens dispositioner.

Det var også svært at se, at der reelt var en lyttende kultur i ledelsen, når det der blev sagt gik Møger-grupperingen imod. Da SF skulle have et nyt principprogram blev der først lavet et udkast, som fik så megen kritik, at landsledelsen satte et medlem af landsledelsen – Meta Fuglsang – til at være tovholder på et revideret udkast. Den opgave varetog hun ved at være rundt i mange partiforeninger og høre deres bud. Der blev med disse input og med råd fra Holger K Nielsen og Aage Frandsen lavet et nyt udkast. Det var Møger-grupperingen utilfreds med. Det satte derfor et medlem af deres gruppering til i en juleferie at lave et helt andet udkast. Det blev så det udkast landsledelsen sendte til landsmødet og ikke det, som var lavet med input fra møder i partiforeningerne.

Ledelsen i SF kom til at fungere med demokratisk centralisme – kendt fra DKP – og ellers helt fremmed for den organisationskultur, der i årtier havde præget SF. Det betød, at partiforeninger mest blev betragtet som kampagne organisationer, der skulle følge ledelsens beslutninger, og ikke som de decentrale partiorganer, de er.

Debatbloggen SFdebat.dk var til sidst det eneste sted, hvor ledelsen ikke havde hånd over debatten. Det var en blog, som 47 SF’er i februar 2011 tog initiativ til. De ville have et rum, hvor der kunne diskuteres SF, hvor medlemmer kunne sætte dagsordener og påvirke SF gennem debat. Disse steder var forsvundet i SF. Der blev her taget emner op som ellers ikke blev diskuteret i SF. Bloggen havde i perioder store besøgstal.

Bloggen blev udsat for en massiv intimidering. Kritik af SF skulle holdes inden døre. Det var at underminere SF at kritisere ledelsen – hed det. Indlæg i SFdebat kom til at vise alvorlige konflikter i SF. Det har en pris for et parti, at konflikter bliver synlige. For deltagerne i bloggen var det imidlertid en pris, der var uundgåelig for at kunne ændre partiets håndtering af regeringsdeltagelsen og for at kunne åbne den stækkede debat i SF. Der var reelt ikke andre steder at rejse debat herom og enhver forbedring af regeringshåndteringen og debatmulighederne i SF ville tælle meget på plussiden.

Der var i hele perioden mange medlemmer, der rejste ønske om at få et debatforum på nettet. Det blev konsekvent afvist. I 2007 oprettede en gruppe SF’er en facebook-gruppe, ’SF Støtte og Debat’. Den havde som hovedmål at støtte SF’s politik og regeringsdeltagelsen og ikke at lægge op til debat – og slet ikke debat om problemer med den førte politik. Kritikere blev modereret meget hårdhændet. En episode i 2013, hvor flere blev smidt ud af ’SF Støtte og Debat’ på grund af kritik af SF medførte, at facebook gruppen SF Fri Debat blev oprettet. I denne gruppe blev der rejst kritik. Møger-gruppering søgte at indkapsle den med negative fortællinger om ’SF Fri Debat’.

Villys tilbagetræden kom på et tidspunkt, hvor der i høj grad var brug for ledelse af SF og en revurdering af regeringsdeltagelse. I stedet blev SF yderligere svækket af en formandsvalgkamp. Vedholdende rygter siger, at Villy reelt blev tvunget til at gå, idet Møger-grupperingen internt undsagde ham. Villys tilbagetræden kom uden forberedelse og med en formandskandidat, som ledelsen burde have vidst ville vække modstand. Det medførte en meget opslidende og forbitret formandsvalgkamp og dermed en klar svækkelse af SF.

Debatmiljøet blev bedre med Annette Wilhelmsen som formand. Der manglede imidlertid stadig fælles rum for debat i SF. Ledelsen havde længe afvist et debatforum på nettet. Det kom der til sidst, men det havde en udformning, som i praksis gjorde den ubrugelig. Kritik af SF’s regeringspraksis blev stadig mødt med bemærkninger, der gjorde den kritiske person til en, der ville ud af regeringen – og dermed en der var ude af det gode selskab.

OG HVAD SÅ
Det er godt, at SF nu laver en evaluering af SF’s regeringsdeltagelse, så SF bedre kan bruge erfaringerne, hvis SF igen skulle komme i en situation, hvor regeringsdeltagelse bliver aktuel. Det er der dog ikke meget i det politiske landskab, der tyder på, at det vil ske inden for en overskuelig fremtid.

Erfaringerne og virkninger af regeringsdeltagelse bør imidlertid også få konsekvenser for den politik SF i de nærmeste år og også for SF’s politiske og organisatoriske strategi.

SF bør forholde sig til at forløbet før og under regeringsforløbet har været helt exceptionelt for SF. Jeg oplevede i perioden, at folk vendte sig mod os med foragt, når vi stod på gaden med materiale om SF. Det har jeg ikke oplevet på andre tidspunkter i mit 45 årige liv i SF. Det var udtryk for at folk følte sig svigtet af SF. Denne vrede mod SF og folks oplevelse af svigt er i høj grad baggrunden for, at SF ikke har kunnet komme over de ca. 4 pct. i meningsmålingerne.

Det er derfor nødvendigt, at SF synligt lægger afstand til de store politiske beslutninger der blev taget, og som ikke kan og bør være SF politik. Hvis SF ikke vil indrømme fejl, så skal SF markant formulere nye politikker på området (som det f.eks. er sket med TTIP og CETA).

Det er også nødvendigt, at SF gør op med en endimensionel strategisk synsvinkel, som længe har præget SF. Det hed under regeringsdeltagelsen at SF er et ’resultatparti’. Nu hedder det med en anden endimensionel fortælling, at SF er det realistiske parti, der ser virkeligheden i øjnene. Det er i sig selv ikke forkert, men SF er og bør ikke kun være det. SF har mere at byde på og bør også have andre dimensioner i sin politikførelse.

SF bør også være det parti, der sætter nye dagsordener, der udfordrer gængs tænkning og som bidrager til at folk begynder at forstå samfundet med rød/grønne tankebaner. I dag tænker folk samfundet i blå tankebaner. SF får kun magt i det omfang, SF formår at få folk til at tænke rødt/grønt. Det kan være nødvendigt med et mangeårigt og sejt træk.

SF bør også være et systemkritisk parti. SF bør være det parti, der er klar til at gøre op med stivnede systemer eller andre systemer, der blokerer for folks rimelige krav.

Endelig bør SF være et værdipolitisk parti. Den politiske kamp udspilles i dag som en kamp om værdier. Det er ikke kun værdier om danskhed o.l. højrefløjsfokuseringer. Det er værdier om, hvad der er ret og rimeligt i et samfund.

SF bør vende markant tilbage til en flerdimensional strategi.

Opfordring til landsledelsen om at vedlægge bidrag som bilag

,