Parallelsamfund – et ord der tvister virkeligheden

Det er blevet almindeligt at omtale livet i de såkaldte ghettoer som parallelsamfund. Ordet bruges som om det indiskutabelt dækker virkeligheden i ’ghettoerne’.

Parallelsamfund er et af de mange ord i indvandrerdebatten, der er meget farvet. Det er blevet et helt dominerende ord. Det har en tvist, der udstiller indvandrere/mennesker med anden etnisk baggrund som farlige for det danske samfund. Det lægger op til fortællinger om at Danmark ikke hænger sammen fordi der er nogen der laver noget der ikke er en del af Danmark.

Der er imidlertid almindeligvis ikke parallelsamfund i det, der i Danmark kaldes ghettoer. Debatter, der tager udgangspunkt i at der er parallelsamfund bliver derfor til debatter om en fortælling og ikke til en debat om virkeligheden i ’ghettoerne’.

Det som karakteriserer danske ‘ghettoer’ i dag er en meget lille sammenhængskraft i bebyggelserne og slet ikke noget, der har karakter af samfundsinstitutioner. Der bor typiske mange forskellige etniske minoriteter i områderne. 20-40 forskellige er ikke unormalt. Beboerne er som regel gode naboer, selvom de ofte har forskellig etnisk baggrund. Deres netværk er sjældent begrænset til bebyggelsen, men rækker ud i hele byen – og en del af disse netværk er ofte etnisk afgrænset. Mange er ganske vist muslimer, men religiøse grupperinger plejer vi ikke at kalde parallelsamfund. Vi plejer ej heller at kalde netværk for parallelsamfund.

Ordet parallelsamfund angiver, at der er noget, der truer det danske samfund. Det passer derfor godt til DF’s og indvandrer fjendtlige partiers politik. Hvis man i stedet siger parallelkultur, så lyder det ikke så ‘farligt’. Det ord ville have være mere dækkende, selvom der også er mange emner, hvor normer og værdier i ‘ghettoerne’ svarer til almindeligt danske normer og værdier.

Der har gennem historien været ghettoer med parallelsamfund – og med funktioner, der har samfundskarakter. Når det har været tilfældet har det være ’samfund’, der har givet noget til beboerne i ghettoerne.

Ordet ghetto stammer sandsynligvis fra den jødiske ghetto i Venedig i 1100-tallet. De kristne ville gerne holde jøderne på afstand, så jøderne måtte leve i deres egen bydel med murer omkring. De skulle være inden for murerne om natten og ved kristne højtider. Inden for murerne havde jøderne deres eget samfund med høj grad af selvstyre. De havde egne skoler, laug (erhverv), domstole og omsorgsinstitutioner. Bydelen lå et sted hvor der havde været et jernstøberi og slagger på italiensk hedder noget det svarer til ghetto. Mange andre byer havde lignende ghetto i sen middelalderen. I 1555 påbød paven at jøder skulle leve i deres egne bydele.

De afroamerikanske ghettoer i USA var også op til 70’erne parallelsamfund. Det var f.eks. muligt at få arbejde i ghettoer.  Det var kun en etnisk gruppe i de jødiske ghettoer fra middelalderen og de afroamerikanske.

De europæiske ghettoer var i mange år fattigdomsøer for arbejderklassen. De havde ikke stærke parallelsamfunds elementer, men blev i høj grad holdt sammen af en stærk arbejderbevægelse. Det var områder som kunne give beboerne en identitet som de var stolte af – ligesom det kunne være tilfælde i ghettoerne med parallelsamfund. Tingbjerg var frem til engang i 90’erne en arbejderbydel med stærkt sammenhold og mange fælles initiativer. Det var så stærkt at det i en vis grad var et parallelsamfund. De tog sig f.eks. markant af de unge. Beboerne i Tingbjerg var stolte af deres bydel.

Sammenhængskraften i de afroamerikanske ghettoer forsvandt og det samme skete i de europæiske ghettoer. Fra engang i 80’erne.

Siden har ghettoerne i både USA og Europa reelt ikke været parallelsamfund. I Europa ofte med beboere med mange forskellige etniske baggrunde og uden stærk sammenhængskraft. Nutidens ’ghetto’områderne har dog på et punkt noget til fælles med de tidligere ghettoer med parallelsamfund. Det er områder som det omgivende samfund ser ned på og laver negative fortællinger om.

, , ,