Modtræk til radikalisering

Lars Lykke har indbudt partierne til forhandlinger om modtræk til radikaliseringer i det danske samfund og med udgangspunkt i holdninger i Grimhøjmoskeen. SF er også indbudt.

Jeg synes tre tilgange til forhandlingerne er væsentlige og afgørende for SF i forhandlingerne om modtræk til radikalisering.

For det første er det væsentligt at se problemer med radikalisering som et problem med ganske få muslimer. Der er ca. 250.000 muslimer i Danmark. Det er ca. 4 pct at den danske befolkning. De udgør cirka en tredjedel af alle indvandrere og deres efterkommere. Ud de 250.000 muslimer er kun få medlem af en moske. Jeg hørte forleden i radioen et tal på 30.000 og langt fra alle – og nogen hævder kun et fåtal – bruger moskeerne aktivt. Islamisk Trossamfund som det største hævder, at repræsentere 15.000 muslimer, mens andre mener, at tallet nok snarere kun er lidt over 1000. I følge PET er der ‘kun’ nogle hundrede, der aktivt støtter en militant islamiske ideologi. Det er mange til at lave vold og terror, men det er få ud af det samlede antal muslimer.

Når SF skal finde løsninger er det vigtigt, at indsatsen rettes mod de få, dvs både de, der aktivet støtter vold og terror og de lidt flere, men stadig en lille del, der passivt støtter med deres holdninger. Det er en forudsætning for at finde effektive løsninger.

SF’s retorik er vigtig. Højrefløjen bruger de radikaliserede muslimer til at fortælle den danske befolkning, at muslimer ikke passer og aldrig kan komme til at passe ind i det danske samfund. DF siger det direkte. Det skal SF imødegå ved hele tiden at sige, at vi skal huske, at vi taler om en meget lille del af muslimerne, måske snarere under 1 pct end 10 pct. SF skal bruge det spotlight, der er på problemet ved gøre det klart for alle, at der er tale om en meget lille gruppe muslimer.

For det andet tror jeg, at vi skal se arnestederne til de radikaliserede unge i de udsatte bydele, hvor nogle unge mødes om en gadekultur, der for nogle få bliver til gadebander. Flere af de sidste terror handlinger i Europa (inkl. Danmark) ser ud til at være begået af unge med udspring i udsatte bydele. Også her er det få, der skaber ballade. De kommer typisk fra kun 1 pct af husstandene i boligområderne.

Mange unge i disse områder oplever, at de ikke passer ind eller ikke bliver accepteret af det danske samfund. Det begynder typisk i skoletiden, hvor manglende succes i skolen får næring af den hårde gadekultur i boligområderne. De unge bliver til vilde drenge, der finder sammen med andre i grupper. I disse grupper bliver de accepteret for det, de er. Grupperne bliver som en familie for dem. Det er imidlertid grupper med normer som værdsætter vold og kriminalitet. Man får status ved at praktisere vold og kriminalitet. I grupperne beskytter de unge sig selv med en ideologi, der foragter dansk kultur.

Der kan gives mange forklaringer på, hvorfor vi får en dynamik, der skaber banderne i udsatte bydele, og mange har sikkert noget af forklaringen. Et forhold er imidlertid helt afgørende. Det er de unges oplevelse af manglende accept i det danske samfund. Det er den manglende accept, der er den helt afgørende drivkraft for de unge i bandemiljøerne. Halkan Kalkan har som forsker fulgt nogle af de hårde gadekulturer med bander. Han har ikke kun fulgt dem, han har været med i en stor del af deres liv (selvfølgelig ikke den kriminelle del) i ca. 10 år. Han beskriver meget præcist de dynamikker, der udspringer af den manglende accept. Han har lavet en lille bog herom. Den kan hentes her: http://www.sbi.dk/boligforhold/boligomrader/gadeliv-blandt-unge-maend-fra-norrebro (Der kommer senere en større afhandling om det).

Den indsats, der er nødvendig i boligområder, skal derfor primært rettes mod den meget lille gruppe unge, der laver ballade. Det er vigtigt, at man ikke stigmatiserer nogle boligområder, som staten gør med dens utroværdige udpegning af nogle boligområder som ghettoer. Denne stigmatisering bedrager til oplevelse af manglende accept.

For det tredje og her sidste er det vigtigt, at SF ikke ser de vilde drenge som uden for ‘pædagogisk rækkevidde’. Det er de fleste ikke. De kan nås. Deres forældre kan nås. I mange tilfælde har forældrene ikke kendskab til de unges kriminalitet, voldsudøvelse m.m., og slår hårdt (i bogstaveligste forstand), når de får kendskab til det. De unge lever et dobbeltliv. De respekterer forældrene og forældrenes normer i det liv, de unge har med familien. På gaden lever de så et helt andet liv. Forældrene kan derfor bruges til at dæmme op for den hårde gadekultur.

Fælles for ovenstående er at SF bør være det parti, der viser at man kan lave en fokuseret indsats over for de få, der udgør et problem, og at SF klart fortæller, at muslimer som de lever i Danmark ikke er et problem.

, , ,