Indhentes EU af folkets utilfredshed

Mere eller mindre EU – et forkert spørgsmål

EU er i dag ved at blive indhentet af en utilfredshed, der truer EU’s videre udvikling og reelt kan demontere væsentlige kvaliteter i EU.

Det er en utilfredshed, der i stor udstrækning har en rod i mangler i EU systemet. Utilfredsheden har givet nationalistpartier i hele Europa stor opbakning. I mens ser de traditionelt EU positive partier mere eller mindre passivt til.

Nogle blæser – næsten som lammet – til utilfredshedens bål ved hele tiden at sige, at vi skal slanke EU, men som ren retorik uden at angive indhold. Det hører vi konstant Danmarks statsminister sige og nu også efterløber-partiet, Socialdemokraterne.

Det er alt for simpelt og populistisk blot at sige at vi skal slanke EU. Der er i stedet brug for, at EU tager utilfredsheden alvorligt og så se på nogle af de alvorlige problemer, der er i EU. Det kan imidlertid kræve systemændringer, som mange ikke vil røre ved.

eu-moede-til-mail-tilpasset-stoerrelse

Systemændringer med mangler

EU har siden sin start lavet markant ændringer for statssystemerne i medlemslandene. EU har overtaget en række statsfunktioner. Meget ofte er systemændringerne ikke gennemført fuldt ud. Det giver nogle dysfunktioner, som folk nu mærker.

Der er mange grunde til, at systemændringer ikke er gennemført fuldt ud. Det ville have være for radialt i forhold til medlemsstaterne. EU har derfor i stedet ladet folk og medlemsstaterne opdage manglerne hen af vejen – og så enten gennemtvunget supplerende systemændringer eller levet med dysfunktionen.

Det er mange eksempler. Helt grundlæggende startede EU som et EF – et fællesmarked. Man åbnede grænserne for varer, arbejdskraft og kapital. Det var alt sammen noget som medlemsstaterne før havde haft bestemmelse over. Det gjorde man uden overhovedet at erstatte den politiske overbygning som medlemsstaterne havde haft med en EU regulering af den private foretagsomhed. Det fik EU først mulighed for mange år senere med Maastricht-traktaten i 1992.Det var og er stadig en overvældende implementeringsopgave.

Den fri bevægelige arbejdskraft griber dybt ind i landenes velfærdssystemer, men EU er uden en bærbar løsning for de enkelte medlemslande, og specielt for de velfærdsydelser alle har ret til uanset botid i landet.

Varernes, kapitalens og produktionens fri bevægelighed m.m. har givet meget frit spil til neoliberalismen. Det har givet virksomheder gode vilkår til at flytte produktionen uden at tage ansvar for de samfundsmæssige omkostninger. Kapitalen og erhvervsinteresser har kunnet presse landene til lave selskabsskatter. EU har blot kunnet se passivt til, da fælles beskatningsregler kræver enstemmighed i ministerrådet. De generelt lave selskabsskatter har ikke være nok til grådigheden. Virksomheder og kapitalen har suppleret med aftaler med enkelte lande, som f.eks. Luxembourg og Irland. Dermed har de så minimeret skatten til i praksis ingenting. EU har blot ladet stå til.

Euroen er en anden vigtig systemændring. Det er et økonomisk fællesskab, som normalt kræver mulighed for at regulere de forbrugende enheders forbrug af penge. De forbrugende enheder er her medlemsstaterne. EU har nøjedes med nogle simple regler for medlemslandenes statsbudgetter. Det gik galt i Grækenland.

Der mangler også en regional ‘følsomhed’. Euroen har fjernet landenes muligheder for at devaluere, selvom deres økonomiske grundlag udviklede sig skævt. Det har EU søgt kompenseret med de regionale fonde – men utilstrækkeligt. Resultatet er et umådeligt økonomisk stærkt Tyskland og svagt Sydeuropa.

Åbningen af grænserne udfordrer asylpolitikken og kriminalitetsbekæmpelsen. Reguleringen af asylpolitikken har hovedsageligt begrænset sig til Dublinkonventionen. Den har vist sig at være helt utilstrækkelig og med store uretfærdigheder landene imellem. Kriminalitetsbekæmpelsen har fået sit Europol, men som en sen udbygning.

Indhentes EU ?

Disse ufærdigheder i EU’s systemændringer er nu ved at indhente EU’s frontløbere. Alle, der kender systemet, har kendt disse svagheder og levet med dem. Det nye er, at nu mærker store befolkningsgrupper også svaghederne, og i særdeleshed de befolkningsgrupper, hvor udviklingen er kørt forbi.

De oplever, at der ikke er arbejdspladser. De ser, at virksomheder forsvinder, og EU bliver syndebuk – selvom EU kun er medansvarlig for den neoliberale politik. De oplever, at ‘fremmede’ tager deres arbejde og med løndumpning. Mange medlemslande oplever pres på velfærdssystemerne, fordi en stor del af ydelserne til den ‘fremmede’ arbejdskraft skal leveres af medlemslandet.

De utilfredse er også borgere, der stemmer. I disse år får nationalistbevægelser stor opbakning i hele EU. Disse bevægelser vil ikke EU det godt. De vil først og fremmest nationalstaten og ikke det nødvendige europæiske fællesskab. De vil hellere bryde EU ned end reparere på dysfunktionerne i EU. De lever på falske fortællinger om den gode nationalstat, der kan rette op på uretfærdighederne. Det er fortællinger, der er langt fra virkeligheden (se blot Brexit fortalernes løgne). De anerkender ikke, at vi i Europa er bundet sammen på mange måder og også selvom vi ikke havde EU.

Men de reagere på noget, der reelt ikke er godt nok og som rammer dem. EU får derfor travlt med at rydde op i de mangler i EU systemet, der er grundlaget for utilfredsheden. Gør EU ikke det, får de nationalistbevægelser, der hellere vil nedbryde EU end rette op på fejlene mere og mere magt. Det kan blive et kapløb. Kan EU rette op på fejlene før EU bliver ædt op indefra af utilfredsheden i medlemslandene.

De nødvendige ændringer

Småjusteringer er sandsynligvis ikke tilstrækkelige. Der kan blive brug for ændringer, der gør op med grundlæggende forhold i EU, som det fungerer i dag. Det er langt fra givet, at det er nok med kosmetiske eller mindre ændringer. Kan EU det.

Vil EU kunne gøre op med den løsagtige styring af Euroen og påtvinge sig indflydelse på medlemslandenes finanspolitik. Vil EU kunne gøre op med den neoliberale politik overfor kapital og virksomheder og lægge nye rammer for dem. Vil EU kunne lave en minimumsskat for virksomheder og kapital. Vil EU kunne lave en skat på kapitalbevægelser. Vil EU kunne stille krav til virksomheders flyttemønstre. Vil EU kunne lave økonomiske reguleringer, der styrke udkantsområderne og dermed indirekte svækker de rigeste lande og områder, som f.eks. Tyskland. Vil EU reelt tage et opgør med globale aftaler, der favoriserer kapital og de store multinationale virksomheder på bekostning af demokrati og miljø.

Vil EU kunne rydde op i det kaos, der er knyttet til arbejdskraftens fri bevægelighed med løndumpning og de udfordringer det giver for almene velfærdsydelser i medlemsstaterne.

Vil EU kunne give rammer for en human håndtering af flygtninge.

Jeg tror de fleste i dag vil svare nej til alle spørgsmålene. Men hvad, hvis valget står mellem en nedsmeltning af EU som følge af alle de nationalistiske strømninger og så nogle grundlæggende ændringer i EU.

Jeg synes det er bekymrende at den politiske debat i høj grad handler om mere eller mindre EU. Skal EU komme ud af sin krise er det problemerne og EU’s dysfunktioner, der skal fokuseres på. Løsningerne kan medføre mindre EU og det kan medføre mere. Det er ikke afgørende. Det afgørende at problemerne løses og også selvom det kommer til at betyde grundlæggende ændringer i EU.

,