Hvorhen SF og hvordan

SF har nu i meget lang tid ligget på 4-5 pct i meningsmålingerne. Sidste år blevet det slået hen med bemærkninger om, at der var kommet ro i partiet. Det skulle vi se som et første skridt til en ny fremgang for SF. Den er ikke kommet. Hvad værre er: Jeg har svært ved at se, at den er på vej. Jeg kan se en række forhold som gør det vanskeligt. Jeg har svært ved at se, at SF er på vej til noget, der vil ændre stilstanden til fremgang.

Jeg mangler i høj grad i arbejdsplanen eller andet sted noget om SF’s strategi for fremtiden og om, hvilke tanker der ligger bag arbejdsplanen. Jeg skal her søge at ridse nogle forhold op, som jeg finder væsentlige. Jeg håber andre vil bidrage, så vi også kan få en debat om grundlaget for arbejdsplanen og dens mål.

Forudsætninger for en SF strategi

SF er kommet i en uhyre vanskelig politisk situation. Den indeholder tre forhold, som gør det vanskeligt.

For det første er SF blevet et parti uden klar profil, som folk kan forholde sig. Mange tænker stadig på SF i regeringen og SF’s fallit i regeringen. SF er – i manges øjne – gået fra at være et troværdigt parti med en politisk linje til at være et utroværdigt parti og uden klar linje. Nogle i SF mener, det blot er et spørgsmål om tid, så ændrer det sig. Det tror jeg ikke. Det er blevet vanskeligere med Alternativet som et markant parti. De kommer med deres momentum og profil indirekte til at udstille et blegt SF, og SF kommer let til blot at være i skyggen af Alternativet.

For det andet er den politiske situation på Christiansborg ikke god for SF. Det er relevant at spørge, om der reelt er plads til SF på Christiansborg. Der er vanskeligt plads til det SF, der vil have indflydelse her og nu og gerne vil arbejde for at komme i regering. Socialdemokratiet kigger med Mette Frederiksen roret endnu mere til højre end Helle Thorning. De ser ikke efter en regeringen eller et samarbejde med SF. De ser snarere et samarbejde med et eller flere partier i blå blok og med de Radikale. Blå blok har generelt ikke brug for SF.

På venstrefløjen er der også mindre plads til SF. De er nu tre partier, der kæmper om venstrefløjsstemmernes gunst. SF er den svage i den gruppe.

For det tredje har vi fået et samfund, hvor folk forstår og ser samfundet med blå fortællinger om samfundet. Magt i samfundet har altid været afhængig af de dominerende fortællinger om samfundet. Det er fortællinger om hvordan samfundet fungerer og om hvad der er ret og rimeligt. De har stor betydning for, hvordan folk stemmer, og dermed opbakningen til partierne. De har stor betydning for, hvordan folk modtager et forslag fra et parti. De har stor betydning for, hvilke problemer folk ser og hvilke løsninger de ser. Man kan sige, at fortællinger om samfundet er som et baggrundstæppe, der farver alt, hvad der sker på scenen. Diskurser er et andet navn for disse fortællinger.

Frem til 70’erne havde forskellige befolkningsgrupper hver sine faste fortællinger om samfundet. Disse fortællinger har siden været i opløsning og udskiftbare. Politik har derfor siden da i høj grad handlet om at påvirke folk forståelser af samfundet. Frem til midten af 80’erne var det venstrefløjen, der satte nye dagsordener og skabte udvikling i fortællingerne. Siden og nu i omkring 20 år har det været højrefløjen. Vi er nu i en situation, hvor de fleste mennesker forstår samfundet med de blå’s fortællinger om samfundet. Poltik foregår i dag med et blåt baggrundstæppe. Det er derfor op ad bakke for SF og venstrefløjen.

Hvad så
Jeg tror det er helt afgørende, at vi får skabt et rødt baggrundstæppe. Det er en helt nødvendig forudsætning for, at SF kan få ordentlig lydhørhed for sine forslag og stor opbakning. Det er også en vigtig måde at få magt på. Vi behøver blot at se, hvorledes Dansk Folkeparti har ændret synet på flygtninge og indvandrer. De behøver i dag ikke selv at fremsætte alle deres forslag, det gør også Venstre og socialdemokratiet.

Det vil tage mange år – 10 eller mere – at få en rødt baggrundstæppe for det meste af samfundets forhold. Det bliver en kamp om fortællingerne fra emne til emne. For hvert emne farven skifter, er det et vigtigt skrifte. Det vil kunne mærkes straks.

SF bør være et parti, der sætter nye dagsordener i den offentlige debat. Det er gennem nye dagsordener, at SF kan ændrer fortællingerne om samfundet. SF skal derfor prioritere emner, hvor der er brug for nye fortællinger om samfundet, og emner hvor SF kan sætte nye dagsordener. Det kan være store sager, som SF giver en rød synsvinkel. Det kan også være små happenings og skæve aktioner. Det kan også være ved at bruge ord, der indeholder en klar rød synsvinkel. Ordet solidaritet kunne f.eks. trænge til en genfortælling. SF skal undgå med sine udspil at styrke de blå fortællinger. Det er i sær aktuelt i politik om integration.

Jeg tror også det er væsentligt, at SF agerer klart værdipolitisk. SF skal i hele sin fremtoning altid have øje for hvad er er ret og rimeligt. Det skal man kunne se og høre, når SF stiller forslag, har indlæg i aviser, i TV, i de sociale medier m.m. Det skal være et hovedbudskab. Folk skal kunne mærke og se, hvad SF’s hjerte banker for. Det er en forudsætning for, at folk igen vil få tiltro til SF. Folk vurderer i høj grad, hvad et parti står for gennem deres værdipolitiske eksponering – hvad er det for en ret og rimelighed partiet kæmper for. Det overskygger ofte de konkrete resultater, man kan opnå i en forhandling.

Værdipolitiske udspil er også gode til at lave nye fortællinger om samfundet.

SF skal selvfølgelig stadig søge at få indflydelse på den aktuelle politik på Christiansborg, men ikke se den som det, der skaber fremgang og magt til SF.

Emner for SF
Det efterlader et spørgsmål om, hvilke emner SF skal prioritere for at kunne være et værdipolitisk parti, der sætter nye dagsordener.

Der er for mig to emner som trænger sig på.
Det ene:
er finanssektoren og markedet.
Det andet er:
ulighed, og ikke kun med fokus på de svage, men også med fokus på de smæskende rige.
Det er store emner, som er helt afgørende for samfundets udvikling.

Boligpolitikken kunne også være et vigtigt emne. Den er vigtig for folk. Der er reelt ikke nogen partier, der har fokus på den, så det kunne være arena SF kunne ‘sætte’ sig på. Der er mange emner, som kan være relevante. Nogle emner er der mange partier, der kæmper om. Det gælde klimapolitikken. Det er da væsentligt, at SF finder synsvinkler eller delområder, hvor SF kan træde ud af massen af synspunkter. På det grønne områder kunne det f.eks. være klima og kød. Det er der ikke nogen partier, der for alvor har turdet gøre noget ved.

Jeg har svært ved at se dette afspejle sig i Landsledelsens forslag til arbejdsprogram, som skal behandles på det kommende landsmøde. Forslaget har meget om styrkelse af organisationen. Det har næsten ikke noget om, hvad SF skal arbejde hen imod. Der er ca. 15 linjer herom og meget lidt om baggrunden for forslaget.

Der står dog ‘Vores politikudvikling skal sigte mod løsninger og der hvor forandringen kan skabes.’ Som jeg forstår den så skal SF lægge vægten på forslag og løsninger, der er relevante for arbejdet på Christiansborg. Hvis det er en rigtig forståelse, så mener jeg det er en fatal fejlprioritering indsatsen.

Der er nævnt følgende emner:
1. Arbejdsliv i balance – familiepolitik, stress mv.
2. Integration – udfordringer og løsninger
3. Moderne feminisme – ny ligestilling
4. Grøn omstilling (med stor vægt på kommunerne)
5. Et progressivt EU – muligheder og alliancer

Det kan være ok emner, men de bør vurderes og prioriteres i forhold til, hvordan de kan bidrage til nye fortællinger om samfundet og til den værdipolitiske debat.

, ,