Ghettoer – Hvad er problemet?

Kronik i Politiken
ghetto_2_06-09-2010_469911a

Ordet ghetto er blevet et ord, der giver mange mennesker nogle bestemte forestillinger om et boligområdets karakter. Det signalerer et område med folk, der er fremmede, og med be­boere, der har en anden adfærd end flertallet af be­folkningen.

Ordet er blevet ensbetydende med uro og ballade og beboerne, der er en evig kilde hertil. Ghettoen ses ofte som en samlet og faretruende størrelse, der er i konflikt med danske nor­mer og værdier.

Når der er ballade i en ghetto, så hedder det hurtigt, at der er noget galt med integrationen. Det er underforstået, at det skyldes, at bebo­erne har en anden etnisk baggrund end dansk og endnu ikke har tilegnet sig gode dan­ske skikke om, hvordan man bør op­fører sig i et bolig­område.

I forestillingerne om den danske ghetto indgår, at beboerne isolerer sig i egne etniske grupperinger i boligområdet, og at man­ge lever for sig selv i større familieklaner. Beboerne lever i parallel­samfund og er ikke inter­esseret i integration.

Dette billede passer ikke med den virkelighed, som en række fami­lier i tre multietniske boligområder gengav i samtaler om proble­mer i deres boligområde. Samtalerne (interviews) blev gennemført som led i et forskningsprojekt om problemer i multietni­ske bolig­områder. Alle tre områder var blandt de 40 områder, der blev an­set, som de mest problematiske. Ca. 2/3 af beboerne hav­de anden etnisk baggrund end dansk.

Det billede, der tegner sig fra disse samtaler er, at livet i ghettoer på mange måder ligner livet i mange an­dre boligområder. Naboskabet har samme karakter som andre steder. Naboerne har som regel et godt forhold. De fleste naboer er på hilse- og små­snaks­niveau. Beboerne er generelt glade for at bo i områderne.

Der er nogle problemer med bl.a. affald og larm, men ikke noget, der ødelægger livet i bebyg­gelserne. Der er imidlertid ét alt overskyggende problem. Det er den ballade, som nogle unge laver. Det er imidlertid kun en meget lille andel af de unge, der er igangsættere, og der er ikke bal­lade hver dag. De fleste dage er fredelige.

Hvis områderne var fri for denne ballade ville det være fredelige og rare boligområder – måske med lidt mere udendørs liv end nor­malt, fordi der typisk er mange børn i områderne.

Den betydning, som ordet ghetto har i den danske anvendelse af ordet, afviger i øvrigt markant fra den betydning, ordet normalt har haft. Ordet ghetto har sit udspring byområder, hvor én etnisk grup­pe er alt dominerende, f.eks. jøder. En dansk ‘ghetto’ er imidlertid ikke en social og etnisk enhed. De boligområder, der i Danmark betegnes som ghet­toer har typisk 20-40 forskellige etniske minoriteter boende. Betegnelsen ‘multietniske boligområde’ er derfor en bedre betegnelse for områderne.

Det naboskab, som beboerne havde i de tre boligområder, lignede på mange måder naboskabet i ikke-multietniske boligområder. Nogen kendte hinanden andre gjorde ikke. Man hilste normalt på hinan­den. Nogen småsnakkede, når man mødtes på trap­pen. De fleste var venli­ge overfor na­boerne, og der var en stor hjælp­somhed. De fleste var ikke i tvivl om, at de kunne få hjælp fra naboen, hvis de manglede noget sukker, hvis de havde brug for en hånd til at flytte noget, osv. Man var generelt trygge ved sine naboer. Der var kun få, der havde tætte naboskaber. Denne form for naboskab svarer til det typiske vesteuropæiske na­boskab i storbyerne.

Naboskaberne fungerede på tværs af etniske skel. Det var selvføl­gelig ofte lettere at have kontakt til nogen med samme etnisk bag­grund, men de fle­ste beboere var vant til, at naboen havde anden etnisk baggrund. Det var som udgangspunkt ikke et problem.

Beboernes havde typisk ikke noget stærkt netværk i bebyggelsen. De havde kun få venner i bebyggelsen. De fleste havde ikke andre familiemed­lemmer i bebyggelsen. Deres netværk og øvrige familie boede uden for bebyg­gelsen. Det netværk, beboerne indgik i, var oftest med beboere med samme etniske baggrund.

Det var få beboere, der havde negative fortællinger om de andre etniske grupper. Når der var negative fortællinger, var det som regel fortællinger, der gjorde an­dre grupper til syndebukke for noget, der ikke funge­rede. Det var oftest somalierne, der indgik i de negative for­tællinger.

Der var specielt blandt beboere med anden etnisk baggrund end dansk en forventning om en tættere form for naboskab. Na­boen var i denne forventning en, som man havde en relation. Naboen kunne ikke bare være en ano­nym person.

Sådan er det ikke i det typiske vesteuropæiske naboskab. Her er na­boen som udgangspunkt en anonym person, som man kan, men ikke behøver at forholde sig til. Tidligere blev man i mange boligområder en del af fællesska­bet i områ­det, blot man flyttede ind.

Nogle gange medførte disse forventninger handlinger, som ikke alle var vant til. En be­boer med dansk baggrund fortalte f.eks., at flere af nabo­erne ban­kede på hos hende og bød hende velkommen, da hun lige var flyt­tet ind. Det havde hun ikke prøvet før. Naboerne var derefter for hende ikke blot nogen, der boede inde ved siden af. De var blevet til mennesker, hun herefter havde en relation til og følte sig godt tilpas ved.

Disse forventninger rummer potentialer til et tættere naboskab.

Inden samtalerne med familierne i de tre boligområder blev der indsamlet informa­tioner fra 14 multietniske boligområder om, hvad der blev anset for at være pro­blemer i områderne. Det var bl.a. larm, sko i trappeopgangene, renlighed og orden på trap­pe, i kældre og på friarealerne, håndtering af affald, paraboler, brug af vaskerier, adfærd der skaber fugt i lejlighederne, manglen­de deltagelse i beboerdemokratiet, manglende ansvar overfor børnene. Alle disse problemer blev bragt på bane i samtalerne med familierne.

Der var proble­mer med affald og med papir, der blev smidt på friarealerne. Ejen­domskontorerne brugte mange ressourcer på at holde områderne rene og rydde op efter af­fald, der blev smidt eller stod forkerte steder. Ingen af be­boerne, der blev interviewet, fandt imidlertid, at det var i orden f.eks. at smide papir på friarea­lerne. Langt de fleste satte megen pris på ejendomskontorets indsats med at holde fæl­lesområderne pæne.

De fleste syntes, der var nogen larm i områderne, men der var meget for­skellige tærskler for, hvornår lyde blev til larm. Der var en vis rum­melighed over for larm – Vi skal jo alle være her, var en holdning, der gik igen. Det var lettere at acceptere larm fra børn og fra na­boer, man kendte og havde et godt forhold til.

Det er ikke muligt her at komme nærmere ind på alle problemerne. Nogle viste sig i øvrigt at se helt anderledes ud med beboernes øjne.

Når der var problemer i en opgang, var det som regel kun én hus­stand, der gav opgangen problemer – og de øvrige beboere vidste godt, hvem det var. I mange tilfælde havde beboerne selv hen­vendt sig til den ‘problematiske’ familie og havde fået løst proble­met. I andre tilfælde blev ejendoms­kontoret inddraget.

Nogle problemer kan, selvom de opleves som omfattende, alene skyldes nogle forholdsvis få personers handlinger. Blot nogle forholdsvis få beboe­re, der ikke sætter affald, som de skal eller henkaster papir, kan medfører, at det giver problemer for området. Ud fra samtalerne med familierne er det sandsynligt, at det er forholdsvis få beboeres adfærd, der medfører problemer i forhold til affald.

Det kan være svært at gradbøje problemer, men det var gennem­gående, at ingen af de nævnte problemer blev set som alvorlige af de fleste af be­boerne. Kun få overvejede at flytte på grund af dem og for disse beboere var der ofte også andre forhold, der spillede ind. I mange til­fælde havde man fundet løsninger på problemer.

Der var dog et alt overskyggende problem: den bal­lade, som nogle unge lavede i bolig­området. Selvom der ikke var bal­lade hver dag det var der langt fra, så var balladen en del af hverdagen. Det var noget man huskede. Også selvom man ikke hav­de set det selv. Mange fortalte om, at de havde læst om det i avisen.

Balladen havde fire typer konsekvenser for beboerne.

For det første oplevede mange, at deres boligområde fik et meget dår­ligt ry som følge af balladen, og et ry, som mange ikke syntes pas­sede med dagligdagen. Mange følte sig stemplet, når de måtte sige, at de kom fra bebyg­gelsen.

Mange oplevede, at de som indvandrere blev draget til ansvar for en ballade i området, og dermed indirekte blev stemplet som bal­lademagere. Mange øn­skede af den grund flere danskere ind i be­byggelsen. Så kunne man jo ikke sige, at balladen skyldtes ind­vandrere og dårlig integra­tion.

For det andet var forældre med børn ofte udtalt nervøse for, at deres børn skulle komme i dår­ligt selskab. De havde imidlertid svært ved at se, hvad de kunne gøre. Bal­lademagerne var jo en del af ung­domsnetværket i bebyg­gelsen, og de kunne vanskeligt isolere deres barn fra det. Der var nogle for­ældre med indvandre­baggrund, der af den grund hav­de sat deres børn i en anden folke­skole uden for kvarte­ret.

For det tredje var mange irriterede over, at de skulle betale for de un­ges hærværk, som de gør over huslejen.

For det fjerde var mange bange for at gribe ind overfor de unge og de følte sig magtesløse. Frygten for repressalier eller hvad de unge kunne gøre mindskede i høj grad den sociale kontrol med de unge. De kom til at ‘regere’ med deres egne normer.

De unges adfærd gjorde mange beboere utrygge – selvom der kun var få, der havde direkte kend­skab til overgreb fra de unge. Blandt de interviewede var der kun en (ud af 70 familier), der hav­de været udsat for noget voldeligt, og en som mente, at kunne se en forbindelse med en smadret forrude på sin bil og en relation til en af de unge. Antallet var imidlertid ikke afgørende. Blot for­tæl­lin­ger­ne om repressalier var nok til at ska­be utryghed.

En del af utryg­heden skyldtes, at nogle af de unge har en adfærd, der er ufor­udsigelig for beboerne. Beboere må derfor vurdere hvad der er farligt og ikke farligt ud fra egne forestillinger om, hvad de unge kun­ne finde på at gøre. En del af disse forestillinger byggede meget på medieomtalen.

Det var dog ikke altid kun på grund af frygt, at voksne ikke sagde noget til de unge. Mange havde oplevet at få et beskidt svar til­bage, og det gad de ikke mere – så hellere ikke sige noget. Det hjalp jo ikke, når resultatet blot var et beskidt svar.

Når vi spurgte de professionelle, der arbejdede i områderne, om hvor mange husstande, der havde unge, som der var igangsættere til bal­lade, så fik vi gennemgående et antal, der svarer til i stør­relsesordenen 1 pct. af husstandene. Det er ikke mange. I en be­byggelse med 400 husstande er det 4-5 hus­stande.

Problemerne med de unge indebærer, at det er helt afgørende for områdernes fremtid, at der målrettet bli­ver sat ind overfor de unge, der er igangsættere af ballade, og deres familier. De, der ar­bejder i og med områ­derne ved som regel godt, hvem det er. Får man ikke gjort noget i forhold til de få problem­familier, så får man ikke brudt den negative spiral, som områderne lider under.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem de opgaver, der er kritiske for bebyggelsernes fremtid – her de unges ballade – og almindeli­ge sociale opgaver. Der er mange beboere med sociale problemer, der lever stille og fredeligt i området. De kan have brug for hjælp til at blive stærkere for at kunne klare sig godt, men ikke fordi de ødelægger noget for området.

I debatten kan man nogle gange tro, at den eneste løsning til fa­milier med unge, der laver ballade, er at smide familierne ud af bebyggelsen – og ofte uden at sige, hvor de så skal flytte hen. Det virker som om man tager for givet, at disse fa­milier er ‘uden for pædagogisk rækkevidde’. Det er langt fra givet.

I interviewene indgik også nogle af problemfamilierne. To af dem havde eller havde haft en søn i fængsel. I den ene familie sagde faren flere gange, at han havde manglet hjælp fra kommunen. Den anden familie var en enlig somalisk mor, der havde en søn i fængsel. Hun var uden arbejde, men var i gang med en uddannelse til et job. Hun bestod ikke en nødven­dig prøve, var me­get ude af det og vidste ikke, hvad hun nu skulle gøre. Også her var kommunen fraværende.

Det samlede billede af livet i de tre multietniske boligområder siger der­for, at de på mange måder er fredelige og behagelige boligom­råder. Der er et almindeligt naboskab og måske med potentialer til at kun­ne noget mere. Beboerne er gennemgående glade for at bo i områ­derne. De prak­tiske problemer kan nok være irriterende, men er ikke generelt øde­læggende, og til mange af dem er der fundet en løsning. Tilbage står balladen fra de få unge. Men da de er få, bur­de det være en overkommelig opgave løst problemet, og specielt fordi mange af familierne sandsynligvis vil tage i mod tilbud om hjælp.

Artiklen er bragt som kronik i Politiken den 6. september 2010.
Se her

Kronik Politiken som pdf fil

, , ,