Drop ghettolisten

Artikel om tredje vej                DSC_6025
Ghettolisten har nu i en årrække været en hæmsko for håndtering af problemer i de udsatte boligområder. Ghettolisten opdateres hvert år i december og udpeger en række boligområder som ghettoer.

Det er en liste, som forskellige regeringer har brugt. De har brugt den, så det så ud som om de gjorde noget – uanset at det mest var i en statistisk verden fjernt fra virkeligheden.

Listen stigmatiserer boligområder på et løst og ikke rammende statistisk grundlag. Den afgrænser ikke områder med problemer godt nok.

Den bygger på 5 kriterier. Tre kriterier rammer sociale forhold (arbejdsløshed, uddannelse og indtægt), et skal vise noget om mulige integrationsproblemer og et skal vise noget om kriminalitet i boligområderne.

De tre kriterier om sociale forhold kan vise noget, men mange flere boligområder end dem, listen indeholder, har mange beboere med sociale problemer. Den afgrænser derfor ikke områder, hvor der er brug for en social indsats godt nok. Integrationsindekset viser også for få boligområder, når det er udfordringer med integration, der skal løses.

Kriminalitetsindekset er åbenlyst utilstrækkeligt. Det måler folk, der er straffet for gerninger, der er op til 3-4 år gamle. Den måler ikke nødvendigvis gerninger i boligområderne. Indekset arbejder med så små tal, at et par personer, der er straffet for gerninger 3 år tilbage kan medføre, at boligområdet kommer på listen.

Brug lokal viden

I kommunerne er der som regel en god viden om, hvor der er problemer. Det vil derfor være meget mere rammende at lade kommuner udpege områder til en særlig indsats. Det kan gøres fleksibelt. Man kan undgå den stive og utilstrækkelige afgrænsning, der sker med ghettolisten. Ofte er problemerne og deres løsning ikke afgrænset til et bestemt boligområde.

Der kan typisk være brug for opgradering af kommunens institutioner i bydele med udsatte boligområder. Det kan være ekstra personale i daginstitutioner, og ekstra ressourcer til skolerne.

De vilde drenge, der laver ballade i områderne og nogle gange danner bander, har langt fra altid deres operationsfelt i eet boligområde. De har ofte netværk i et byområde. De er ofte få. Kommunerne og politiet ved som regel, hvem de er, og behøver ikke den upræcise statistik fra ghettolisten til at indkredse dem.

Kommunerne behøver ej heller at stigmatisere visse boligområder som ghettoområder. De kan stille og roligt lave en indsatsplan for et byområde.

Ghettolisten bør erstattes af et system, som giver kommunerne mulighed for at søge tilskud hos staten til sådanne indsatsplaner. Sådan har saneringen og byfornyelsen fungeret i årtier og med stor styrke.

Det er muligt at politikerne på Christiansborg så ikke kan stå frem så de fremtræder som handlekraftige, men vi vil kunne få en indsats, der kan være virkningsfuld.

,