Der var og er en kant

I slutningen af januar 2016 kom en meningsmåling, som gav Socialdemokraterne en historisk lussing. De blev straffet for deres støtte til smykkeloven og 3 år ventetid på familiesammenføring.

Når man har fulgt SF’s udvikling, så er der næsten et deja vu over det.

Da Villy Søvndal i 2008 sagde at Hizb ut-Tahrir kunne skubbe af helvede til, vakte det røre. Nogen syntes det var befriende og andre rynkede på øjenbrynene. Siden kom Villy med flere udsagn, der gik ind i højrefløjens retorik og tænkemåde. Det gik godt et par år. De fleste syntes det var ok, at SF ikke blot fulgte en venstrefløjens talemåder om indvandrere og integration. MEN der var en kant. Da SF i 2010 med Astrid Krag i spidsen og med Villys støtte sagde god for et pointsystem for indvandrere gik det galt. SF’ere og SF vælgere kunne ikke acceptere, at et samfundet skulle bestemme, hvem man måtte gifte sig med.

SF røg ned i meningsmålingerne og rejste sig aldrig igen. SF’s værdiskred havde skubbet vælgerne ud over kanten. De havde ikke lyst eller vilje til at kravle op til SF igen.

Det skifte, der nu er sket i socialdemokratiets udlændingepolitik ser ud til at have et tilsvarende forløb. Socialdemokraterne havde med Mette Frederiksen som formand i et stykke tid kørt en linje i udlændinge politikken, hvor det nærmest lød, som de talte DF efter munden. De ville f.eks. have flygtningelejre (kaldet flygtningelandsbyer). Det gik godt. Socialdemokraterne holdt sig i meningsmålingerne.

Men socialdemokraterne havde ikke set, at der var en kant. De har nu formået at skubbe mange af deres vælgere over til de radikale og Alternativet. Går det socialdemokratiet som det gik SF, så kommer disse vælgere ikke tilbage.