Den ufrie forskning

Det har i årtier været almindeligt år at hylde den frie forskning. Den har også været fri. Den er de sidste ti år blevet mere og mere ufri. Den forskning, der skal betjene ministerierne, har de sidste cirka 10 år reelt ikke været fri. Den har været hårdt styret af ministerierne. Det er derfor hult, når politikere og ministre hylder den fri forskning. Stort set alt hvad de har gjort de sidste 10 år har gjort forskningen mere og mere ufri.

Den type bånd som ministeriet har pålagt forskerne i Århus Universitet – i forbindelse med landbrugspakken – har ikke været specielle. De har været en del af den måde ministerierne har styret forskningen på.

Fri forskning kræver, at forskerne/institutionerne har mulighed for at bestemme de emner, der forskes i. Forskerne skal kunne forfølge de emner, der udvikler sig fra deres forskning. Fri forskning kræver også, at forskerne har ret til at offentliggøre deres resultater. Hvis forskere arbejder for offentlige midler, så gerne et krav om, at de skal offentliggøre deres resultater. Det er netop de to krav til fri forskning, som ministerierne de sidste ti år har undermineret.

Bestemmer hvad der skal forskes i
Ministerierne har på flere måder sat sig på beslutningerne om, hvilke emner der skal forskes i. Jeg har i mange år arbejdet på et sektorforskningsinstitut (Statens Byggeforskningsinstitut, SBI). Frem til et sted i 80’erne var instituttet hovedsagligt finansieret af en basisbevilling, som fremgik af finansloven. Der var ikke til basisbevillingen knyttet krav om en bestemt forskning. Det var en præmis, at det skulle være forskning, som vedrørte områder, hvor der var brug for en udvikling inden for fagområdet, men uden angivelse af bestemte emner. Det gav frihed til også at kritisere den offenligt praksis. Vi kunne f.eks. lave omfattende forskning, der kritiserede den første sanerings/byfornyelsespolitik.

I 80’erne kommer der flere opgaver, hvor ministerierne betaler direkte til en konkret opgave. Oftest betalte de ikke hele beløbet. De resterende penge måtte få tages fra basisbevillingen, der var til den fri forskning. Det betøder, at ministeriet reelt kom til at bestemme mere og mere over hvad der skulle forskes i og hvad der ikke skulle forskes i. Basisbevillingen blev samtidig mindre. Det betød, at det reelt var umuligt at gennemføre et forskningsprojekt, som ikke havde støtte udefra. Senere bliver ministeriet kontrol med basisbevillingen mere udtalt, idet ministeriet krævede, at der med instituttet og ministeriet skulle lave en kontrakt, som bl.a. angav emner for den forskning, der skulle gennemføres for basisbevillingen.

Bestemmer hvad der må offentliggøres
I 90’er begynder ministerierne i kontrakterne at kræve, at de skal afgøre om en rapport eller et forskningsarbejde skal offentliggøres. Statens Byggeforskningsinstitut fungerede på baggrund af en lov udelukkende for instituttet. En af paragrafferne pålagde SBi, at offentliggøre alle forskningsresultater, så de var tilgængelige for offentligheden. Det var tog ministerierne ikke så tungt. De krævede rask væk, at de skulle kunne bestemme om en rapport eller forskningsresultater måtte offentliggøres.

Fra slutningen af 80’erne begyndte ministerierne i høj grad at bruge konsulentfirmaer til forskningsopgaver. Det gjorde det svært for SBi – som sektorforskningsinstitut – at håndhæve lovens ord om, at SBi skulle offentliggøre alle forskningsresultater. Så gik opgaven jo blot til et konsulentfirma, der var villig til at indordne sig.

Blander sig i forskningens resultater
Der havde i mange år været forskel på, hvor meget ministerierne reelt blandede sig i de konkrete forskningsresultater og krævede tekstændringer. Nogle ministerier havde ry for at være emsige. For andre ministerier var det en åben dialog om resultaterne, og med respekt for det var forskerne, der havde ret til at afgøre, hvad der skulle stå i rapporten. Jeg har oplevet det sidste som meget frugtbart for begge parter.

Det ændrede sig i løbet af 00’erne. Nu blev det en del af kulturen, at ministeriet kunne kræve ændringer. Der er tilfælde, hvor ministerierne klart forventede at forskerne rettede ind.

Det kan illustreres med ministeriets (daværende Socialministerium) ageren i et projektet om organisering af genhusningen i forbindelse med byfornyelsen.

Forskningen viste, at et byfornyelsesselskab enten havde været enormt dårlig til administrere ordningen eller også havde de formøblet knap 40 mill kr, som de ikke kunne gøre rede for. Den viste samtidig, at byfornyelsesselskaberne organiserede genhusningen på en måde, der ikke var taget højde for i loven. Den var fornuftig, men den krævede andre retningslinjer end dem ministeriet havde lavet. Ministeriet havde med andre ord sovet i timen og havde derfor ikke midler til at dæmme op for det store brug af penge til genhusningen.

Det ville ministeriet ikke have at vi skrev. Der måtte på ingen måde stå, at et byfornyelsesselskab ikke havde administreret ok. De ville ej heller have nogen tekst, der kunne få nogen til at tænke, at ministeriet ikke havde været sin opgave voksen.

Det medførte utallige møder og telefonsamtaler, om hvad der skulle og kunne stå. Sjældent mails. Efter en efterårsferie lå der dog i min mailboks et forslag til en samlet tekst til hele rapporten. Ministeriet havde ganske enkelt taget hele rapport og skrevet den radikalt om.

Det hele stod på i halvandet år. Der blev ikke kun lagt pres på mig, men også på instituttet, og instituttet førte det pres over på mig. Embedsmændene fortalte, at de normalt blot ville have lagt en sådan rapport i skuffen. Det kunne de imidlertid ikke med denne, da den var bestilt at Folketingets boligudvalg. Der skulle derfor offentliggøres en rapport.

Jeg kunne som forsker fastholde, at rapporten var mit ansvar, og at den ikke kunne udgives – ej heller af instituttet – uden mit tilsagn. Det agerede jeg ud fra i de halvanden år det stod på. Det var en hård omgang. Jeg følte det som et meget ubehageligt angreb på min integritet, og nogen gange med søvnløse nætter. Det endte med, at jeg overlod rapporten til instituttet, men med den klausul, at jeg ikke stod som forfatter, og at mit navn ikke måtte nævnes. Alternativ havde jeg sat instituttet i en situation, hvor instituttet ikke opfyldte kontrakten eller måtte gennemføre et helt nyt projekt med en ny forsker.

Jeg er ikke klar over hvad ministeriet og instituttet efterfølgende gjorde ved rapporten, men det er lidet sandsynligt at den indeholdt de kritiske tekster.

Nødvendige skridt
Skal man derfor styrke forskningsfriheden er det nødvendigt med flere ændringer:

  • Forskere, institutter og andre der laver forskning og udredningsarbejde for det offentlige skal både have ret og pligt til at offentliggøre resultaterne
  • Basisbevillingerne til institutter, der skal udføre forskning for ministerierne (ministerbetjening) skal øges og have et tidsperspektiv, som reelt gør at institutterne ikke kan trues med at få frataget bevillingen.
  • Udbud af forsknings- og udredningsopgaver skal i højere grad ske gennem større udbud med hovedtemaer, og hvor det er op til forskerne at konkretisere opgaven.
  • Der skal gøres op med forsknings-kontrolkulturen i ministerierne. Det skal være forbudt ministerierne at kræve rapporter til gennemsyn eller at de skal forelægges andre inden offentliggørelse.

Ingen af disse forslag kan stå alene. Er blot en af de fire kontrolmuligheder, som ministerierne har, tilbage, er forskningen ufri. Det er den måske også selvom forslagene blev gennemført, men så i langt mindre grad og det vil være vanskeligere for ministerierne at ‘styre’ resultaterne.

Det helt afgørende, at vi får en kultur, hvor det i ministerierne er uacceptabelt at styre forskningsresultater. Og en kultur, hvor vi – i ministerierne og i samfundet – ser værdien af en forskning, der også kan sætte spørgsmålstegn ved den førte politik.