Den tredje vej – en integrationspolitik med mangler

Link til pdf-fil

Som strategi for en politik for integration er SF’s den ‘tredje vej’ i integrationspoltikken mangel­fuld. Den fokuserer ganske vist på nogle problemer, men det er pro­blematisk, at SF med den tredje vej har talt sig meget ind i højre­fløjens for­tæl­lin­ger/retorik.

Hvis SF vil vinde kampen om integrationspolitikken, så bør SF også tage kampen om fortællingerne alvorligt. SF skal kunne ‘beskytte’ og forsvare sine forslag i det stormfulde hav af forvredne fortællinger om flygtninge og indvandrere.

SF bør også se selve kampen om fortællingerne som et selvstændig op­gave. De blå fortællinger om indvandrerne er i sig selv en markant hin­dring for en humanistisk integrationspolitik. De gør det svært at få for­ståelse for og opbakning til den i befolkningen.

En forudsæt­ning for en humanistisk integrationspolitik er reelle fortællinger om flygtninge og indvandrere. Først når de er blevet til de almindelige fortællinger som folk bruger, er vi på vej til et samfund, der politisk kan behandle mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ordentligt og reelt.

Den tredje vej

I januar i år lancerede Pia Olsen Dyhr den tredje vej, som strategi for SF flygtninge- og integrationspolitik. Den blev formuleret med følgende ord: En vej mellem højrefløjens urimelige stramninger og symbolpolitik og det yderste venstres manglende erkendelse af, at flygtningekrisen har bragt os i en ny situation. Både vores velfærds­system og kultur bliver ud­fordret, når så mange mennesker kommer til landet” Det yderste ven­stre bliver senere beskrevet som utopisterne i Alternativet, Radikale og Enhedslisten, der ikke vil anerkende, at der er problemer eller kulturfor­skelle.

Den tredje vej udsprang af begivenhederne i Köln nytårsaften. De var for Pia Olsen Dyhr som for mange andre et udtryk for et forkvaklet og undertryk­kende kvindesyn. Det var for hende en øjenåbner for et emne, som hun og andre på venstrefløjen ikke rigtigt havde gjort noget ved. Hun og andre havde været bange for at blive sat i samme bås som højre­fløjen.

Essensen i ordene om den tredje vej er, at SF skal være det parti, der tager få på de problemer, vi ser i forhold til flygtninge og etnicitet. SF skal ikke være et parti, der viger udenom eller et parti, der laver skin­løsninger for at tilfredsstille en forvirret befolkning. Man kan også sige, at SF på dette politikområde skal gøre, som SF gør på alle andre områder: Gå direkte til problemet. Det er normalt en god tilgang.

Men så enkelt er det ikke, når det drejer sig om flygtninge og etnicitet. Jeg kan se tre alvorlige mangler i den måde den tredje vej er blevet praktiseret på.

1. For det første:

Flygtninge og integration er et politikområde, der er befængt med for­tællinger, som er langt væk fra virkeligheden og som skævvrider virkelig­heden. Det er et politikområde, hvor mange partier hovedinteresse er fortællinger om flygtninge og indvandrere, som passer til deres politik. Det bekymrer dem ikke, at mange af disse ikke er en god afspejling af virkeligheden. Det er et politikområde, hvor der er mere kamp om for­tællingerne end om problemerne og løsningerne. Det er det som Pia Olsen Dyhr også beskriver som højrefløjens symbolpolitik.

Den politiske kamp om flygtninge og etniske spørgsmål er derfor ikke kun en kamp om løsninger på problemet. Det er også en kamp om for­tællingerne. Det er på en kampplads, hvor højrefløjens forvanskede fortællinger dominerer. Det skal man tage højde for, når man går ind i kampen om løsninger. Gør man ikke det, så bliver det man siger draget ind i høj­refløjens fortællinger.

Jeg synes ikke, at SF og Pia Olsen Dyhr har taget højde for det. SF er med den ‘tredje vej’ gået ind i kampen som en idealist, der ikke har øje for el­ler bekymrer sig for, hvordan det SF gør bliver opfattet. SF er derfor med sin ‘tredje vej’ politik i stor udstrækning blevet sat i samme bås som høj­refløjen. SF er af mange blevet set som et strammer parti.

SF kan så sige, at det er de andres skyld at de ser det sådan, for vi (SF) siger jo det rigtige og tager fat, hvor der er problemer. Det er ikke rigtigt. SF har også et ansvar for, hvordan SFs udspil bliver modtaget.

Det gælder som i alle andre sammenhænge, at man som afsender af budskaber også skal være opmærksom på, hvordan budskabet bliver modtaget. Det er ikke nok, at det man siger er rigtig. Det skal også siges, så der er stor sandsynlighed for, at modtageren forstår det man siger. I politik gælder det yderligere, at man skal formulere sig, så det bliver svært for ens modstandere at lave ‘modangreb’. Det virker ikke som om SF har været nok opmærksom på, hvordan budskaberne bliver mod­taget.

2. For det andet:

Det er problematisk at nogle af forslagene er baseret på forvrængede fortællinger om problemerne. Det gælder i sær forslagene for boligom­råderne, hvor ord som parallelsamfund og ghetto er centrale.

Ordet parallelsamfund udsiger, at beboerne i de udsatte områder ikke vil være en del af det danske samfund. Det siger også at de har opbygget samfundsinstitutioner, er erstatter det almindelige samfunds institutioner. Det er ikke korrekt.

Ordet ghetto har mange betydninger, som ikke svarer til virkeligheden i områderne. Ordet ghetto indikerer områder, hvor mange laver ballade og kriminalitet. Det er ikke virkeligheden. Hovedparten af beboerne i de udsatte boligområ­der opfører sig som man skal og det er f.eks. meget få i boligområderne, der laver ballade. Det er områder som de fleste er glade for at bo i, og det er områder, som mange flytter fra, når de får råd til det.

3. For det tredje

SF har været om end ikke helt fraværende, så næsten i kampen om for­tællingerne om flygtninge og indvandrere. Det er en helt afgørende kamp, idet fortællingerne lægger rammerne for muligheden for at få op­bakning til konkrete initiativer. De højrefløjsfortællinger, der dominerer, fordrejer ofte virkeligheden. Disse fortællinger er i høj grad blevet befolkningens fortællinger. Det gør det svært for SF og andre at føre en politik med en humanistisk tilgang. Fortællingerne er som et boldværk for højrefløjens politik og det boldværk skal brydes ned.

SF bør derfor aktivt arbejde med at skabe fortællinger, der er tættere på virkeligheden. Der er brug for fortællinger om, hvorledes flygtninge og indvandrere bidrager og kan bidrage til samfundet. Der er brug for at se meget som en kultur udvikling. SF skal turde sige at ændringer i kultur tager tid. SF bør aktivt gå op i mod de forvrængede fortællinger.

Når fortællingerne om flygtninge og indvandrer er gode afspejlinger af virkeligheden, vil det være meget lettere at tage fat på de konkrete problemer og finde reelle løsninger. Det er derfor en basisopgave at få gjort sådanne fortællinger til de almindelige fortællinger, som mange tager udgangspunkt i.

Skud til højrefløjens fortællinger

Første udspil til den tredje vej var en reaktion på begivenhedern­e i Köln, og det gik galt. Pia Olsen Dyhr var i Debatten i DR1 og fortalte om det forkvaklede kvindesyn, som hun fandt i muslimsk kultur. Kort efter kom Marie Krarup fra DF ind med en kommentar. Hun konkluderede, at det­te forkvaklede kvindesyn viste, at disse mennesker (muslimer) aldrig ville kunne funge­re ok i en dansk kultur. Bang. Pia Olsen Dyhr’s ord blev taget til indtægt for, at muslimer ikke kan være i Danmark. Pia Olsen Dyhr havde på eksemplarisk vis bidraget til at styrke DF’s fortælling her­om. Özlem Cekic fik reddet situation ved at angribe Marie Krarup for ikke at ville finde løsninger.

Jeg manglede, at SF viste, at SF ikke så muslimsk kultur som statisk. Ingen kultur er statisk og en mindretals kultur i et land lader sig normalt påvir­ke af majoritetskulturen. Sådan er det også med musli­mer. Det er vigtigt at have øje for bevægelserne i kulturerne. Der er mange eksempler. Der er mønster­bryderne og der er mange unge kvinder, der tager en uddannelse. De unge muslimer bliver også skilt. Der er dialog i de etniske miljøer. Kul­turændringer tager tid. Vi – etniske danskere – har også brugt mange år til at nå, hvor vi nu er med ligestillingen.

Når SF vil køre op mod dele af en etnisk kultur, så skal SF også kunne ‘turde’ at sige, at der sker ændringer i den etniske kultur og at kulturænd­ringer tager tid.

I Pia Olsen Dyhrs udspil står der, at vores velfærdssystem bliver udfor­dret af mange flygtninge. Det er et budskab med et uklart budskab. Men der er ikke nogen tvivl om, hvilken fortælling den ramte ind i. Den ramte ind i DF’s fortælling om, at udgifter flygtninge og integrationsindsatser går ud over velfærden til ‘danskerne’.

Igen var der ikke nogen modfortælling. Det er rigtigt, at det koster penge i de første år, men det er da ikke rigtigt, at det behøver at gå ud over vel­færdsydelser. Vi er rige nok til at kunne betale. Hertil kommer at indvan­drere efter nogle år bidrager positivt til statskas­sen, hvis vi laver en god intergration.

SF kunne også have henvist til de mange tabte skatteindtæger fra de mange penge i skatteskjul. SF kunne have sagt at vi om nødvendigt godt kunne sætte skatten op, og at de mange skattelettelser de sid­ste år har kostet statskassen mange penge. Da Özlem Cekic gjorde det i Politiken, fik hun af flere SF’er læst og påtalt.

Så kom udspillet om at fratage etniske kvinder kontanthjælpen, hvis de ikke påtog sig et arbejde eller gik i gang med en uddannelse. Det skulle svare til det man har gjort for med unge kontanthjælps mod­tagere. SF’s fortæl­ling var, at det var manden, der forhindrede hans kone i at komme uden for huset fire vægge. og præsenteret sådan, at det virkede som om det gjalt alle muslimer. Igen et udspil, der gik lige ind i højrefløjens fortællinger og om, at indvandrere ikke vil arbejde. SF havde jo set sig nødsaget til at bruge pisk, og det gør man kun over nogen der ikke vil det de skal. Tilbage står, at SF igen bidrog til højrefløjens fortælling.

SF’s ghettoudspil

Artikel om tredje vej DSC_6015

Den tredje vej omfatter også udspil for udsatte boligområder. Pia Olsen Dyhr begrundede det på SF’s landsmøde med følgende ord: ”For når bo­ligområder udvikler sig til parallelsamfund, så er det gift for integratio­nen. Beboerne i ghettoerne fastholdes i lukkede miljø­er, som gør det sværere for dem at blive integreret i det danske samfund. Og det truer den kulturelle og sociale bæredygtighed i Danmark. SF vil have ghetto­stop. SF vil stoppe parallelsamfund.”

Der er brug for at gøre noget i de udsatte boligområder, men der er ikke brug for, at SF understøtter højrefløjens forvanskede og stigma­tiserede billede af livet i udsatte boligområder.

Ghetto bruges i dag til at karakterisere et boligområde, hvor de fremmed­e bor og at det er fremmede, som har nok i sig selv og ikke vil være en del af det danske samfund. Ordet bærer også på en betyd­ning fra de sorte ghettoer i USA i tresserne. Det er et billede af områder, der er fyldt med kriminalitet og som er farlige at færdes i. (Læs mere)

De udsatte boligområder, som SF og mange andre nu kalder ghettoer, har ikke den karakter. Der bor mange, som gerne vil være en del af det dan­ske samfund. Der bor mange, som synes de bor i en etnisk enklave og gerne vil have flere etnisk danskere omkring sig. Der bor mange som flytter, når de får et økonomisk grundlag for det. Der bor mange som er glade for livet i boligområdet. Der bor mange, som er rigtig kede af at bli­ve stigmatiseret, når nogen kalder deres bolig­område for en ghetto.(Læs mere)

Ordet parallelsamfund har som hovedbudskab, at det er mennesker, der ikke vil være en del af det danske samfund og lukker sig inde i etniske grupperinger. Det dækker langt fra virkeligheden i de udsatte boligområ­der. Mange vil gerne være en del af det danske samfund.

Det, som mange kalder parallelsamfund er ofte netværk af venner, bekendte og familie. Det plejer vi ikke at kalde parallelsamfund.

Nogen vil så mene, at den religiøse praksis skaber parallelsamfund. Men hvis vi vil kalde religiøse grupperinger for parallelsamfund, så har vi mange parallelsamfund. Hertil kommer, at det er sjældent boligområdet/bebyggelsen, der er grundlaget for en religiøs samling. Det er snarere bydele. Det er også værd at være opmærksom på, at det ikke kun er kristne, der praktiserer deres religion med forskellig intensi­tet.

Det er også en kraftig udvidelse af betydningen af ordet parallelsam­fund at bruge det på grupperinger, der baseres på holdninger eller tro. Reelle parallelsamfund har vi først, når det er grupperinger, der fortager hand­linger, som er i modstrid det almindelige samfund. Det har vi, når de vil­de drenge i bolig­områderne laver grupperinger og bander, der agerer med vold og kriminalitet. Det er parallelsamfund og de har mekanismer, der kan minde om mafiametoder. De fylder meget, men de udgør i antal en meget, meget lille del af beboerne.

Jeg havde hellere set, at SF klart havde sagt at det er nødvendigt, at vi sætter ind over for de få unge, der laver ballade i boligområderne, og at SF kan se, at mange af områderne er fattigdomsenklaver, hvor der er brug for en ekstra social indsats. At SF kan se, at fattigdommen skaber bander, som den gjorde i Københavns omegn boligområder i 60’erne. At det er områder, som mange er glade for at bo i. Samt at SF gerne vil støtte at beboe­re, der ønsker at flytte fra områderne, får hjælp hertil. Det havde været klar tale og en tale, der ikke blot forstærker højrefløjens stigmati­sering af områderne.

Artikel om tredje vej DSC_6025

De få bliver til de mange eller til alle

Når der tales om de udsatte boligområder, så er det oftest i generelle vendinger, som gælder de for alle beboerne i boligområdet. Det betyder, at dårlig­domme tillægges de fleste beboerne generelt. Lars Løkke Rasmussen kun­ne f.eks. i 2010 omtale de udsatte boligområder som ‘sorte huller’ fyldt med krimi­nalitet. Den opfattelse hænger ved og vedligeholdes. Men den er langt fra virkeligheden.

I et udsat boligområder er der i forhold til et normalt boligområde cirka dobbelt så mange, der i er sigtet for kriminalitet. Det er alvorligt, men det gælder ikke hovedparten af beboerne. I et normalt boligområde er typi­ske 99 pct. af beboerne ikke sigtet for noget kriminelt. I de udsat­te bolig­områder er 98 pct. ikke sigtet.

De unge, der skaber ballade eller uro i boligområderne, er meget få. De kommer oftest fra kun 1 ud af 100 husstande.

Man får også ofte det indtryk, at det er områder med mange stridhe­der mellem naboerne. Det er ikke tilfældet. De fleste beboere lever et nor­malt boligliv. De har uanset de har mange forskellige etniske baggrunde et godt og venligt naboskab. Hvis der er problemer i en opgang, så er det oftest kun én husstand, der er årsagen til det.

Samme proportionsforvrængning sker, når der tales om ek­streme muslimer. Højrefløjen taler dem op så man får det indtryk, at det er mainstream blandt muslimer. Udtalelser fra imamer fra Grimhøjmo­skeen er blevet brugt hertil. Der er næsten ikke de tiltag, der ikke overvejes på grund af nogle få muslimers udtalelser. Selv for­slag, der reelt vil være i modstrid med ytringsfriheden.

Disse udtalelser fra Grimhøjmoskeen repræsentere imidlertid sandsyn­lig­vis kun en meget lil­le gruppe muslimer. Der er godt 300.000 muslimer i Danmark. Der er in­gen sikre opgørelser over hvor mange, der er knyttet til en moske. Det hø­jeste tal, jeg har set, er 30.000, og langt fra alle de 30.000 har det som imamerne i Grimshøjmoskeen – måske 200, 500, 2000, 5000.. Vi ved det ikke, men det er et tal, der er meget langt fra de 300.000 muslimer.


 

 

 

Tilføjelse

efter SF konferencen om integration på Christiansborg den 22.5.
Til konferencen om integration på Christiansborg den 22.5. leverede Halima EL Abassi et grundigt og nuanceret oplæg om social kontrol. Hun havde mange væsentlige pointer, som SF kan drage nytte af til indsatsen mod social kontrol.

1. DE HANDLER PRIMÆRT OM FRIHED OG KUN SEKUNDÆRT OM SOCIAL KONTROL
Halima nævnte for det første at social kontrol bruges mange steder og at et samfund ikke vil kunne fungere uden social kontrol. Det er en del af alles dagligdag. Når hun så skulle indkredse problemerne med social kontrol i forhold til ligestilling, så indkredsede hun det til situationer ”med alvorlige indgreb i unges frihed”.

Det synes jeg er en rigtig relevant præcisering. Det er for mig et fejlskud at lave indsats generelt mod social kontrol. Nogle steder er der brug for mere social kontrol. Det gælder f.eks. for de vilde drenge i udsatte boligområder, hvor de unge lever et dobbeltliv og skjuler deres bandeaktiviteter for forældrene, så de ikke kan udøve social kontrol.

2. DE FLESTE UNGE FRYGTER IKKE AT FORÆLDRENE HANDLER MOD DERES VILJE
Halima refererede også til en undersøgelse fra 2011, hvor 16 pct af unge efterkommere og 16.9 pct af unge indvandrere var bange for at deres forældre lagde planer imod deres vilje. For etniske danskere var det 3,2 pct.

16-17 pct bliver til mange i tal når det er en stor population, men det er også væsentligt at være opmærksom på at der så også er 83-84 pct som ikke er bange for at deres forældre lægger planer i mod deres vilje. Det synes jeg SF bør have for øje. Som man hører SF’s kampagne, så får modtagere af SFs budskab det indtryk at det er et næsten alt omfattende fænomen i indvandrermiljøer.

3. IKKE OVERKULTURALISERE OG VÆRE OPTIMISTISK
Halima havde bl.a. følgende punkter om tilgangen:
A. Hvis vi ikke anerkender den kulturelle dimension i disse problematikker så kommer vi ingen vegne.
B. Ikke kulturalisere problemerne – ikke under eller overfokusere
C. Have en optimistisk tone.
D. Vi fører debatten ærligt men ikke polariserende

SF gør til fulde A, men SF følger som jeg ser det ikke de tre sidste. SF overfokuserer på det kulturelle. SF har ikke en optimistisk tone. SF’s tone er aggressiv, og i en sådan grad at den er polariserende.

Jeg er har megen tiltro til at Halima nuancerede tilgang vil være ret så meget mere effektiv i forhold til ligestillingen i etniske miljøer end det jeg indtil nu har set praktiseret af SF.

4. HAVE VIDEN OM FORÆLDRENES MOTIVER
Halima havde mange andre spændende og relevante iagttagelser, som det vil føre for langt at referere her. Hun havde imidlertid en tilgang til problemerne, som man sjældent ser i de politiske debat. Når hun så på et problem havde hun ikke blot lette løsninger. Hun søgte også løsninger ved at prøve at forstå, hvad der var baggrunden for de uacceptable handlinger.

Hun nævnte f.eks. at der kan være mange grunde til at indvandrerforældre er restriktive over for deres døtre, at det er vigtigt at have viden om hvorfor forældrene er restriktive. Forbud om at de deltager i lejrskoler, man f.eks. være mangel på viden om hvad der sker på lejrskolerne.

Jeg er enig, hvis vi skal have en effektiv politik, så skal den basere sig på viden om hvorfor forældrene handler som de gør (og det er åbenbart kun et lille mindretal, hvor de unge frygter at de bliver udsat for tvang).

1. DE HANDLER PRIMÆRT OM FRIHED OG KUN SEKUNDÆRT OM SOCIAL KONTROL
Halima nævnte for det første at social kontrol bruges mange steder og at et samfund ikke vil kunne fungere uden social kontrol. Det er en del af alles dagligdag. Når hun så skulle indkredse problemerne med social kontrol i forhold til ligestilling, så indkredsede hun det til situationer ”med alvorlige indgreb i unges frihed”.

Det synes jeg er en rigtig relevant præcisering. Det er for mig et fejlskud at lave indsats generelt mod social kontrol. Nogle steder er der brug for mere social kontrol. Det gælder f.eks. for de vilde drenge i udsatte boligområder, hvor de unge lever et dobbeltliv og skjuler deres bandeaktiviteter for forældrene, så de ikke kan udøve social kontrol.

2. DE FLESTE UNGE FRYGTER IKKE AT FORÆDRENE HANDLER MOD DERES VILJE
Halima refererede også til en undersøgelse fra 2011, hvor 16 pct af unge efterkommere og 16.9 pct af unge indvandrere var bange for at deres forældre lagde planer imod deres vilje. For etniske danskere var det 3,2 pct.

Det synes jeg er betydningsfulde tal. 16-17 pct bliver til mange i tal når det er en stor population, men det er også væsentligt at være opmærksom på at der så også er 83-84 pct som ikke er bange for at deres forældre lægger planer i mod deres vilje. Det bør SF have for øje. Som man hører SF’s kampagne, så modtagere af SFs budskab det indtryk at det er et næsten alt omfattende fænomen i indvandremiljøer.

3. IKKE OVERKULTURALISERE OG VÆRE OPTIMISTISK
Halima havde bl.a. følgende punkter om tilgangen:
A. Hvis vi ikke anerkender den kulturelle dimension i disse problematikker så kommer vi ingen vegne.
B. Ikke kulturalisere problemerne – ikke under eller overfokusere
C. Have en optimistisk tone.
D. Vi fører debatten ærligt men ikke polariserende

SF gør til fulde A, men SF følger som jeg ser det ikke de tre sidste. SF overfokuserer på det kulturelle. SF har ikke en optimistisk tone. SF’s tone er aggressiv, og i en sådan grad at den er polariserende.

Jeg er har megen tiltro til at Halima nuancerede tilgang vil være ret så meget mere effektiv i forhold til ligestillingen i etniske miljøer end det jeg indtil nu har set praktiseret af SF.

4. HAVE VIDEN OM FORÆLDRENES MOTIVER
Halima havde mange andre spændende og relevante iagttagelser, som det vil føre for langt at referere her. Hun havde imidlertid en tilgang til problemerne, som man sjældent ser i de politiske debat. Når hun så på et problem havde hun ikke blot lette løsninger. Hun søgte også løsninger ved at prøve at forstå, hvad der var baggrunden for de uacceptable handlinger.

Hun nævnte f.eks. at der kan være mange grunde til at indvandrerforældre er restriktive over for deres døtre, at det er vigtigt at have viden om hvorfor forældrene er restriktive. Forbud om at de deltager i lejrskoler, man f.eks. være mangel på viden om hvad der sker på lejrskolerne.

Jeg er enig, hvis vi skal have en effektiv politik, så skal den basere sig på viden om hvorfor forældrene handler som de gør (og det er åbenbart kun et lille mindretal, hvor de unge frygter at de bliver udsat for tvang).

, , , , ,