Da SF blev ligegyldige

Det er overskriften i en klumme i PioPio – som på mange måder rammer plet.

Jeg synes ikke SF er ligegyldigt. Der er brug for et parti, der både kan skabe røde og grønne visioner hos folk og skabe rød-grønne resultater.

MEN SF er ved at blive ligegyldigt. For SF’s medlemmer er SF sandsynligvis ikke ligegyldigt, men SF er ligegyldigt for mange andre. SF’s ledelse med Pia Olsen Dyhr har måske nok stabiliseret partiet, men vælgeropbakningen har også stabiliseret sig på et historisk lavt niveau – omkring 4 pct.

Siden Pia Olsen Dyhr trådte til har mantraet for SF været, at SF er et indflydelsesparti. Vi har mange gange skullet høre, at SF så sandelig gerne ville i regering igen. Det har vi skullet høre selvom alle andre end SF kunne se, at det nok har lange-lange udsigter, og at de mulige flertal i folketinget i alle større sager gik og går uden om SF. Det har været en aldeles urealistisk politisk strategi, som måske har sit udspring i Pia’s vrede over, at SF måtte gå ud af regeringen.

Ellers har SF’s ledelse været tavs om strategien – og nu tyder det på, at strategien er, at SF er det parti, der viser en tredje vej – mellem visioner og realisme. Det jeg har set indtil nu har ikke været overbevisende. Det har mest virket som at føre Christiansborg fnidder ud i den offentlige debat.

Skal SF igen blive et stærkt parti, så er der brug for, at SF skaber nye politiske fortællinger. Den politiske virkelighed er i dag så præget af højrefløjens fortællinger, at realisme altid bliver bedømt i forhold til højrefløjens fortællinger. SF må derfor skabe SF’s fortællinger om virkeligheden, som den ser ud med SF’s værdier. Det er første skridt i et langt løb til et magtfuldt SF.

Link til artiklen i PioPio